København, 23/03/2024 - 08:00
Sæt nydelse over ydelse i aprilhaven
Husk at plante pauser i den travlhed, der har det med at præge havelivet i april, hvor alt springer ud på ny.
Klaus-Dietmar Gabbert/Ritzau Scanpix
Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus
Fuglene fylder luften med forårskåde triller, og en efter en brister knopperne lysegrønt på træernes grene. April kalder for alvor haveejeren ud af vinterhiet.
Men selv om måneden byder på et væld af gøremål, skal du tillade dig selv at stoppe op og bare tage imod. Sådan lyder opfordringen fra Louise Møller, der er havefaglig rådgiver og redaktør hos Haveselskabet.
- Netop fordi det er så travl en tid, er det vigtigt, at vi husker at nyde det også. For det er jo en fantastisk årstid, siger hun.
Samme toner lyder fra Jeanette Thysen, der er selvstændig have- og landskabsarkitekt hos Det Gode Haveliv. Hun foreslår, at du indretter haven, så den indbyder til pauser.
- Mit tip til april er, at du laver en ny siddeplads ude i haven. Det kan være en bænk, som du placerer et sted, hvor du kan sidde og se på haven fra en ny vinkel, siger hun.
Ifølge Jeanette Thysen har mange haveejere tendens til at sætte bænke og stole tæt op ad huset, fordi det er nemt. Men hun anbefaler, at du laver den nye siddeplads ude i selve haven - og et sted, hvor du kan se den inde fra huset.
- På den måde bliver du mindet om, når du kigger ud ad vinduet, at haven også er til for at nyde og til at tage en pause i, og hvor du kan gå ud og sætte dig med en kop kaffe, siger havearkitekten.
Når du er klar til at rejse dig fra bænken og tage arbejdshandskerne på, er der rigeligt at give sig i kast med. Du kan for eksempel lægge ud med at fjerne ukrudt, som for alvor pibler frem i april.
- Mange bokser med skvalderkål, og her er mit bedste råd at udvælge bestemte steder i haven, hvor du gerne vil gøre en indsats for at bekæmpe den, mens du accepterer den andre steder. For ellers kører du nemt sur i det, fortæller Louise Møller fra Haveselskabet.
Den mest effektive bekæmpelse af skvalderkål er ifølge hende at stresse planten. Det gør du dels ved at fjerne alle nye skud, der kommer op af jorden, med et hakkejern, og dels ved at fjerne skvalderkålens rødder, hvis du kan gøre det uden at skade de andre planter i bedet.
- Har du et sted, som virkelig er plaget, kan det hjælpe at omlægge det sted til græsplæne i to til tre år. Når du klipper den med plæneklipperen, vil skvalderkålen med tiden forsvinde, siger Louise Møller.
Planlægger du at plante nye ting i haven, er april især et godt tidspunkt at plante stedsegrønne planter, stauder og træer, lyder det fra Jeanette Thysen.
- Du skal bare huske at vande dem løbende gennem sommeren, understreger hun.
Et andet oplagt aprilprojekt kan være at kreere nye højbede, hvor du sår knap så kuldefølsomme afgrøder som rucola, radiser og krydderurter.
- Et højbed er en god måde at afgrænse et bed på og gøre det mere overskueligt. For mange af os gør det at have en klar kant eller en ramme for bedet det bare lettere at have med at gøre, siger Jeanette Thysen.
April betyder også, at det er tid til at beskære busken hortensia, hvis den gror i din have.
- Du behøver dog ikke nødvendigvis at gå særligt hårdt til værks, selv om man godt kan få lyst til at klippe den helt i bund, siger Louise Møller og fortsætter:
- De ældste og tykkeste grene kan fjernes, så der skabes lys og luft til, at nye skud kan komme frem. Du kan dog sagtens nøjes med at klippe sidste års visne blomsterhoveder af.
Og når det er gjort, kan du jo passende sætte dig tilbage på bænken og puste ud.
- Bænken minder dig om noget helt essentielt og livsvigtigt, nemlig at huske pauserne, siger Jeanette Thysen.
/ritzau fokus/




