Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Los Angeles, 25/03/2024 - 22:57

Kendt rapper får ransaget hjem efter anklager om seksuelle overgreb

En ekskærestes søgsmål om voldtægt har sat gang i en bølge af anklager mod rapperen P. Diddy.

Jordan Strauss/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Rapperen Sean Combs, også kendt som Puff Daddy eller P. Diddy, har fået sine hjem i Miami og Los Angeles ransaget af myndighederne i USA.

Det siger flere unavngivne politikilder til mediet NBC News.

Ransagningen sker i kølvandet på en række civile søgsmål, der henover de seneste måneder er blevet anlagt mod Sean Combs.

I midten af november sidste år blev han sagsøgt for voldtægt af sin ekskæreste, sangerinden Cassie.

I søgsmålet hævdedes det, at Sean Combs udsatte Cassie - Casandra Ventura - for tvang ved brug af fysisk magt og euforiserende stoffer i over et årti, da de havde et forhold.

Voldtægten skulle angiveligt være sket i 2018.

Kort efter søgsmålet afviste hans advokat, at der skulle være hold i anklagerne, og at rapperen var blevet mødt med trusler og krav om 30 millioner dollar.

Advokaten sagde yderligere, at Combs - før søgsmålet blev indgivet ved retten - tilbød Ventura et ottecifret beløb i et forsøg på at få hende til at tie.

Dagen efter indgivelsen endte det med et forlig, som offentligheden ikke har fået indblik i.

En uge senere blev Sean Combs ramt af et nyt søgsmål, hvori han blev beskyldt for at have bedøvet og begået seksuelt overgreb mod en universitetsstuderende i 1991.

Blandt flere andre søgsmål, der siden da er blevet anlagt mod rapperen, finder man både anklager om seksuelt slaveri, voldtægt samt distribution af ulovlige stoffer og skydevåben, skriver NBC News med henvisning til en kilde tæt på efterforskningen.

Kilden siger desuden, at tre kvinder og en mand er blevet afhørt i forbindelse med anklagerne. Tre yderligere afhøringer er klar til at blive lavet, fremgår det.

Repræsentanter for den 54-årige rapper har ikke reageret på mediets henvendelse.

Han har løbende nægtet samtlige anklager af seksuel karakter, skriver NBC News.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek