Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/12/2023 - 08:00

Turen går til EM: Bliv klar til den tyske fodboldrejse

Tusindvis af fans ventes at tage til Tyskland, når Danmark skal spille EM. Få tip til alt det praktiske, og bliv klogere på de danske planer for EM-fest.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

Til sommer drager de danske fodboldherrer mod Tyskland, hvor de skal spille EM-slutrunde.

Er du en af dem, der planlægger at følge med Kasper Hjulmand og co. til nabolandet, får du her en guide med alt fra transportmuligheder til rød-hvide fanaktiviteter.

1) Danskerfest i Stuttgart og Frankfurt.

Der er lagt op til EM-feber, hvis du rejser til Stuttgart og Frankfurt, hvor Danmark skal spille sine to første kampe i gruppespillet.

Fra Dansk Boldspil-Unions side planlægger man at lave en dansk camp, der kommer til at ligne en fanfestival, fortæller DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer.

- Der vil være livemusik, aktiviteter, mad og forskellige festlige indslag. Derfra vil der være fælles transport med bus og tog til de to første kampe mod Slovenien og England, siger han.

Der vil være plads til omkring 2000 mennesker i campen samt mulighed for overnatning, hvor der stilles 1000 telte til rådighed. Der skal købes billet til campområdet og teltene.

I München, hvor Danmark spiller mod Serbien, vil der ikke være en dansk camp som i Frankfurt og Stuttgart, men der vil stadig være fanaktiviteter, fortæller Jakob Høyer.

Derudover skal du finde et alternativt overnatningssted, hvis du har sovet i telt i campen, da muligheden for telt kun gælder i de to første byer.

2) Husk at være kritisk.

Generelt er det en god idé, at du ser dig godt for, når du skal hive dankortet frem i forbindelse med rejseplanlægningen. Sådan lyder opfordringen fra Lars Arent, der er direktør i den europæiske forbrugermyndighed Forbruger Europa.

- EM i fodbold er unægteligt en stor begivenhed, og det kalder på, at der er mange der gerne vil tjene penge på det, siger han.

Det gælder derfor om at være opmærksom - eksempelvis når du bestiller overnatning, og særligt hvis det er gennem en privat udlejer.

Der kan nemlig være nogle, der forsøger at udleje deres bolig til flere personer, som derfor ender med at blive snydt.

Sådan lyder det fra Lars Arent, der er direktør i den europæiske forbrugermyndighed Forbruger Europa.

- Vi anbefaler, at man er en smule kritisk og for eksempel prøver at lave en søgning på det pågældende udlejningssted for at se, om der er andre, der har erfaring med det, råder Lars Arent.

3) Pas på det sorte marked.

Et andet sted, hvor du også bør være vågen, er, hvis du forsøger at købe kampbilletter via andre steder end de officielle kanaler.

- Det vil være et oplagt område for svindlere at tjene lette penge ved at bilde fans ind, at man kan købe billetter på anden vis, siger Lars Arent.

Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, sælger kun digitale billetter, der kræver, at du downloader Uefa-billetappen.

Lykkes det ikke at få billet gennem de officielle kanaler i første omgang, får du igen muligheden gennem Uefas gensalgs-platform, som vil være tilgængelig i foråret.

4) Nemt at komme rundt i nabolandet.

Når du skal rundt, kan du glæde dig over, at den tyske infrastruktur er velfungerende, fortæller Lars Arent.

- Man kan komme langt omkring for ret små penge - også til sommer, siger han.

I Tyskland kan du reservere højhastighedstog, der dækker de primære ruter i Tyskland, op til 180 dage i forvejen. Flybilletter er typisk tilgængelige 6-12 måneder i forvejen ifølge Forbruger Europa.

Skal du rejse langt og vil forsøge at spare penge, er busser generelt den mest budgetvenlige mulighed.

Du kan også købe en "Deutschland-Ticket", der koster cirka 365 kroner. Med den kan du rejse ubegrænset i en måned. Den dækker dog ikke langdistancetog.

Startskuddet til EM-slutrunden lyder den 14. juni, og finalen spilles 14. juli. Danmark spiller sine gruppekampe den 16., 20. og 25. juni.

/ritzau fokus/

Los Angeles, 03/12/2025 - 22:26

Læge får fængsel for at levere ketamin til Matthew Perry

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

I alt menes fem personer at have været involveret i "Venner"-stjernen Matthew Perrys død.

En læge, som har erkendt at have forsynet skuespiller Matthew Perry med stoffet ketamin, er onsdag blevet idømt to et halvt års fængsel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lægen Salvador Plasencia er den første af de i alt fem personer, som er blevet dømt i forbindelse med skuespillerens død, der modtager sin straf. Det skriver ABC News.

54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Venner", døde i oktober 2023.

Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

ABC News skriver, at anklagemyndigheden i sagen krævede en straf på tre års fængsel til lægen.

Hvis sagen var endt i retten uden en tilståelse, kunne han have fået op til 40 års fængsel ifølge Reuters.

Anklageren har blandt andet argumenteret for, at lægen ville forsøge at udnytte "Perrys medicinske svaghed" for at tjene penge ifølge mediet.

Plascencia erkendte i sommer sin rolle i Matthew Perrys død.

Da han tilstod, fortalte han, at han havde injiceret Perry med ketamin i ugerne op til skuespillerens død.

Det skulle være foregået både i Perrys hjem og på en parkeringsplads i Santa Monica og uden nogen medicinske årsager til det.

Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr i forbindelse med en operation.

Det kan også bruges som medicin til mennesker til behandling af akutte, stærke smerter.

De øvrige resterende personer, som er anklaget i sagen, har ligeledes erkendt.

Lægen Mark Chavez får udmålt sin fængselsstraf senere i december, skriver ABC News.

Kenneth Iwamasa, som var personlig assistent for Matthew Perry, ventes at modtage sin straf i januar.

Det samme gælder for Erik Fleming, som var med til at distribuere ketamin til Matthew Perry.

Den sidste strafudmåling i sagen ventes at komme i februar næste år, hvor Jasveen Sangha, som angiveligt har solgt stoffer til flere rige og berømte, efter planen får sin straf ifølge ABC News.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 03/12/2025 - 22:12

Læge får fængsel for at levere ketamin til Matthew Perry

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

I alt menes fem personer at have været involveret i "Venner"-stjernen Matthew Perrys død.

En læge, som har erkendt at have forsynet skuespiller Matthew Perry med stoffet ketamin, er onsdag blevet idømt to et halvt års fængsel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lægen Salvador Plasencia er den første af de i alt fem personer, som er blevet dømt i forbindelse med skuespillerens død, der modtager sin straf. Det skriver ABC News.

54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Venner", døde i oktober 2023.

Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

ABC News skriver, at anklagemyndigheden i sagen krævede en straf på tre års fængsel til lægen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/12/2025 - 10:00

FAKTA: Imprægnering kan indeholde PFAS

* Forskellige former for imprægneringsmidler kan indeholde problematiske fluorstoffer, som ofte beskrives ved betegnelsen PFAS.

* PFAS er kendt for deres holdbarhed og evne til at modstå nedbrydning, hvilket giver dit tøj, dine møbler og sko en vand- og smudsafvisende effekt.

* Af samme grund er stofferne også problematiske for miljøet og din sundhed. Og fra 2026 bliver det forbudt at bruge PFAS i imprægneringsmidler i Danmark. 

* Du kan blive udsat for stofferne ved, at du indånder imprægneringsmidlerne, men også gennem efterfølgende kontakt med din jakke eller det møbel, du har imprægneret. 

* Derfor kan det være en god idé at imprægnere udendørs og lade støvlerne, jakken eller lænestolen dampe af, inden du tager det i brug. 

* Du kan også finde imprægnering helt uden de problematiske stoffer. Du kan vælge imprægnering, der er baseret på en blanding af voks og paraffin. Og til dine lædersko eller din lædersofa kan læderfedt være et godt alternativ. 

* Der er dog ingen grund til panik, hvis du allerede har brugt en imprægneringsspray med PFAS. Selv om der er stort fokus på det problematiske stof, handler det i højere grad om den samlede frigivelse til naturen. 

Kilde: Forbrugerrådet Tænk. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/12/2025 - 10:00

Forlæng levetiden for dit vintertøj på et par minutter

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Det kan være frustrerende at opdage, at jakken er utæt, eller at støvlerne tager vand ind. Imprægnering kan hjælpe dit overtøj med at modstå sæsonens våde vejr.

Regn, slud og sjap slider på dit overtøj, men imprægnering er med til at sikre, at det holder sæson efter sæson.

Det fortæller Andreas Schmidt Østergaard, der er Head of E-Commerce hos virksomheden GrejFreak, som primært sælger udstyr til udendørslivet.

Når du imprægnerer dine tekstiler, skaber du en hinde, der afviser vand og skidt.

På den måde beskytter du den såkaldte membran, der sikrer åndbarhed og fungerer som en barriere mellem kroppen og vejret.

- Membranen ligger som et tyndt lag inde i konstruktionen i vandtætte støvler, jakker eller bukser og holder vand ude og sørger for, at fugt indefra kan slippe ud.

- Når ydersiden mister sin imprægnering, bliver membranen hurtigere gennemblødt, og dens åndbarhed hæmmes, siger Andreas Schmidt Østergaard.

Der findes flere forskellige imprægneringsmidler - en flydende, der vaskes helt ind i fibrene af dine tekstiler, og en spray, der danner et udvendigt skjold.

Den flydende slags hældes i sæbedispenseren på din vaskemaskine, så det kræver, at tøjet tåler den våde snurretur.

Denne type imprægnering virker bedst på vandafvisende produkter. Mange flyverdragter til børn og tykke vinterjakker finder du i denne kategori.

Hvis du imprægnerer vandtætte materialer med en membran, fungerer det derimod bedst med en spray, forklarer Andreas Schmidt Østergaard.

Det skyldes, at imprægneringen kun skal ligge på ydersiden og danne en vandafvisende overflade, som hjælper stoffets membran med at ånde.

- Jeg hænger min regnjakke op på en bøjle i brusekabinen, sprayer et jævnt lag på ydersiden, lader det trænge ind et øjeblik og tørrer det overskydende af, siger han.

Det tager kun et par minutter, men det kan forlænge levetiden på din yndlingsjakke markant, pointerer Andreas Schmidt Østergaard.

Når du vælger en imprægneringsspray, skal du være opmærksom på, at nogle af dem indeholder problematiske stoffer som PFAS - også kaldet fluorstoffer - der kan skade både miljøet og din sundhed.

Dem skal du ifølge Forbrugerrådet Tænk bruge udendørs, hvor imprægneringen også skal have lov dampe af.

Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan du gøre det indendørs under kraftig udluftning.

Den hinde, som imprægneringen skaber, bliver slidt af efterhånden, så processen skal gentages efter en rum tid.

Hvornår og hvor ofte du bør imprægnere overtøjet, afhænger af hvor meget du bruger og vasker det.

- Med udgangspunkt i mig selv er det som regel nok med en gang per vintersæson.

- Men jeg kunne forestille mig, at en flyverdragt til børn skal imprægneres oftere, fordi den bliver mere beskidt og vaskes mere, siger Andreas Schmidt Østergaard.

Bruger du den samme jakke hele året, kan du med fordel imprægnere den et sted mellem to og tre gange årligt.

Andreas Schmidt Østergaard pointerer, at der findes mange forskellige imprægneringsmidler.

Så hold for øje, hvilken type imprægnering der passer bedst til den genstand, du vil give ekstra beskyttelse.

Er du i tvivl, så henvend dig til din lokale forhandler, så kan de vejlede dig i, hvilken imprægnering og metode der egner sig bedst.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek