Manila, 23/07/2026 - 10:52
Rubio tror ikke på at Iran er klar til holdbar fredsaftale med USA
USA's udenrigsminister hævder, at USA har overholdt sin del af våbenhvileaftalen med Iran trods angreb.
Brendan Smialowski/Reuters
Af: /ritzau/
Iran er tydeligvis ikke klar til at indgå en aftale med USA - i hvert fald ikke en aftale, som landet vil overholde.
Det siger USA's udenrigsminister, Marco Rubio, på et pressemøde i Manila i Filippinerne, hvor han deltager i et møde i forummet Asean, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Disse mennesker indgår aftaler og bryder dem så næsten med det samme eller siger: "Åh, lad os ændre aftalen". Det er ikke sådan, aftaler fungerer.
- Så nu betaler de prisen. Og måske vil de ændre mening over de næste par dage, når de fortsætter med at lide store tab, siger Rubio.
USA og Iran indgik i juni en våbenhvileaftale, som skulle danne grundlag for forhandlinger om en varig fred i Mellemøsten.
Men den seneste tid har både USA og Iran udført angreb i regionen. De iranske angreb har været rettet mod lande - herunder Jordan og Bahrain - hvor USA har udstationeret soldater.
To amerikanske soldater blev sidste fredag dræbt i et iransk angreb på Jordan.
Rubio hævder på pressemødet, at USA - trods gentagne angreb på Iran den seneste tid - har overholdt sin del af våbenhvileaftalen, skriver Reuters.
RITZAU




