København, 22/10/2025 - 09:17
Bob Dylans koncert i København kaldes rodet og sløset
Danske anmeldere har givet Bob Dylans koncert i København mellem tre og fire stjerner.
Fred Tanneau/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Bob Dylans koncert i Royal Arena tirsdag aften har fået en lunken modtagelse hos anmelderne.
Både Ekstra Bladet og Jyllands-Posten giver koncerten tre ud af seks stjerner, mens Berlingske og Politiken har været en anelse mere rundhåndet med fire stjerner.
Om koncerten skriver Jyllands-Posten, at den var rodet og sløset. Og i momenter "ganske storslået".
- Bob Dylan fik lidt bedre styr på stemmen undervejs, men holdet slingrede uskønt og mærkeligt forsovet igennem flere af alt for mange numre fra fem år gamle ”Rough and Rowdy Ways”, lyder det.
På forhånd var publikum blevet advaret om, at der var tale om en mobilfri koncert. Alle fik udleveret en lille taske til telefonen, som så kunne åbnes efterfølgende.
Tiltaget brugte Dylan også, da han besøgte Danmark for tre år siden. Intentionen er, at publikum skal være mere til stede undervejs.
Men ifølge Ekstra Bladet lykkedes Dylan, der er blevet 84 år, ikke med sin mission.
- Royal Arena var pænt fyldt til en siddekoncert, der i lange perioder føltes tom, for musikken fyldte aldrig det enorme rum. Nærværet meldte afbud.
Berlingskes anmelder var mere begejstret for tirsdagens koncert, og vedkommende beskriver dele af den som formidabel.
Men også her noterede man sig, at størstedelen af koncerten bestod af sange fra albummet "Rough and Rowdy Ways". Et album, som anmelderen beskriver som "langt fra Dylans bedste".
- Men igen, Bob Dylan er ligeglad. Han er heldigvis også dygtig. Måske ligefrem genial og tæt på gudsbenådet.
- Selv musikalske udpluk fra et album på det jævne kan han takket være sit ekstremt høje bundniveau spille op i en højere enhed, lyder det.
Politikens anmelder roser Dylan for at være sig selv, men erkender også, at veteranen fik en træg start.
Først skulle publikum trækkes igennem en begyndelse, hvor hovedpersonen ikke alene lød som om, han havde en tudse i halsen. Det lød som om, han havde slugt den, lyder det i anmeldelsen.
- Under andet nummer hørte jeg mig selv tænke, okay, du kunne måske godt bare have varmet lidt op, før du gik ind på scenen foran tusindvis af mennesker.
/ritzau/