Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/03/2024 - 21:56

Skifteret giver Esbjerg-ejer dato til at komme med plan

Paul Conway skal om små to uger møde i skifteretten og præsentere en plan for Esbjerg fB, skriver jv.dk.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Investorgruppen Pacific Media Group (PMG) skal den 8. april præsentere en redningsplan for Esbjerg fB.

Det blev besluttet onsdag i forbindelse med et møde i skifteretten.

Det beretter JydskeVestkysten på avisens hjemmeside.

Talsmand for PMG, Paul Conway, var ikke selv mødt frem til onsdagens møde i skifteretten. Amerikaneren var i stedet repræsenteret ved en advokat.

Retten mente, at Paul Conway selv skulle have mulighed for at være til stede, og derfor er forventningen nu, at han møder op 8. april for at fremlægge en plan for fodboldklubben.

Conway hævder over mediet Bold, at "internationale folk" med en "lokal forbindelse" står klar til at investere 14 millioner kroner i klubben.

- Det vil være godt med en ny investor, fordi lige nu er der en masse spændinger mellem investorerne, siger Conway.

Fremtiden for Esbjerg fB har været uvis gennem længere tid på grund af en skrantende økonomi efter turen fra Superligaen til 2. division.

Senest er der blevet arbejdet på en rekonstruktion af Esbjerg fB siden 23. februar efter det, der ligner et internt opgør om kontrollen i den vestjyske fodboldklub.

På den ene side står majoritetsaktionæren PMG, og på den anden side en gruppe af lokale.

En aktindsigt har ifølge mediet Bold vist, at det er selskabet EfB Ejendom, der begærede 2. divisionsklubben i rekonstruktion.

Formanden for EfB Ejendom er Henry Heiberg, der derudover er talsmand for en lokal styregruppe, som forsøger at samle 50 millioner kroner sammen til en redningsplan.

Paul Conway kærede beslutningen om at iværksætte en rekonstruktion til Landsretten. Conway mener ikke, at Esbjergs økonomi er så dårlig, at den opfylder konkurslovens betingelser for en rekonstruktion

Tirsdag aften skrev JydskeVestkysten, at Landsretten har givet Conway medhold.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek