København, 05/05/2026 - 16:29
Grønlands regering vil afskaffe sommertid fra 2028
I sommerhalvåret kan der i 2028 være fire timers forskel mellem Danmark og Grønland med farvel til sommertid.
Juliette Pavy/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den grønlandske regering, Naalakkersuisut, støtter, at sommertid skal afskaffes i Grønland.
Det fremgår af et svarnotat sendt af regeringsleder Jens-Frederik Nielsen, som Sermitsiaq også beskriver tirsdag.
Det grønlandske parlament, Inatsisartut, andenbehandler tirsdag to lovforslag fra den grønlandske opposition om, at Grønland skal skifte tidszone.
Et flertal i parlamentet ønsker dog i stedet at blive i tidszonen UTC+2, men afskaffe sommertiden.
Det er den anbefaling, som Jens-Frederik Nielsen og den grønlandske regering støtter.
- Derfor agter Naalakkersuisut at efterkomme ønsket om at afskaffe sommertiden gennem udstedelse af en ny bekendtgørelse.
- Ændringen bør få virkning fra den 1. januar 2028, hvilket giver samfundet de bedste vilkår for at kunne indstille sig på ændringen i passende tid, lyder det i svarnotatet.
Det vil betyde, at Grønland for fremtiden vil være tre timer fra Danmark i vinterhalvåret og fire timer i sommerhalvåret, da Danmark og EU stadig bruger sommertid, skriver Sermitsiaq.
/ritzau/




