Washington D.C., 13/01/2026 - 16:07
Trump opfordrer iranere til at fortsætte protester: Hjælp er på vej
USA's præsident fortsætter med at lægge pres på Irans regering og lover, at hjælp er på vej til demonstranter.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, opfordrer iranske demonstranter til at tage kontrol over deres institutioner.
- Iranske patrioter, bliv ved med at demonstrere, skriver Trump på Truth Social.
- Overtag jeres institutioner. Gem navnene på jeres drabs- og overgrebsmænd. De kommer til at betale en høj pris, fortsætter han.
Der har været flere uger med omfattende demonstrationer i Iran, og organisationer melder om hundredvis af dræbte demonstranter. Samtidig lægger en lang række vestlige lande stort pres på præstestyret.
For eksempel har Trump flere gange truet med at gribe ind militært, men endnu er det uvist, om USA vil bruge militær magt. Ifølge BBC ventes et møde blandt Trump-rådgivere tirsdag om, hvad USA kan gøre.
Foreløbig melder Trump om diplomatiske tiltag.
- Jeg har aflyst alle møder med iranske embedsmænd, indtil de meningsløse drab på demonstranter stopper.
- Hjælp er på vej, skriver han på Truth Social - dog uden at uddybe, hvordan de iranske demonstranter vil blive hjulpet.
/ritzau/




