Ljubljana, 22/05/2026 - 21:47
Trump-tilhænger gør comeback som slovensk regeringsleder
Gammel kending i slovensk politik vender tilbage som premierminister og vil fokusere på "slovenske værdier".
Jure Makovec/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Sloveniens parlament har fredag stemt for nationalistiske og Trump-positive Janez Jansa som premierminister.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Jansa, der også tre gange tidligere har været premierminister, gør dermed comeback som regeringsleder.
Hans seneste periode sluttede i 2022. Den var præget af hyppige sammenstød med EU.
Siden måtte Jansa overlade nøglerne til regeringskontorerne til Robert Golob, der stod i spidsen for en centrum-venstre-regering.
Men Golob lykkedes ikke med at danne regering efter et valg i marts, og denne uge præsenterede Jansa i stedet en koalitionsaftale.
- Sloveniens udvikling og velstand er denne koalitions øverste prioritet, siger Jansa ifølge AFP til parlamentet.
Jansa står i spidsen for Sloveniens Demokratiske Parti (SDS).
Regeringsprogrammet omfatter ifølge AFP blandt andet skattelettelser og en plan om at mindske bureaukratiet.
Jansa har hyppigt kritiseret Golobs centrum-venstre-regering og lovet et fornyet fokus på "slovenske værdier", herunder den "traditionelle familie".
I en tale siger Jansa, at regeringen planlægger at opnå en "konsekvent kontrol med den lovlige migration samt forhindre ulovlig migration ved EU's eksterne grænser".
/ritzau/




