Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 14/01/2026 - 05:08

EU-klimatjeneste: 2025 var det tredjevarmeste år nogensinde

Det tyder på en acceleration i den globale opvarmning, at temperaturerne stiger så kraftigt, udtaler forskere.

Sameer Al-Doumy/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

2025 var det tredjevarmeste år nogensinde, og temperaturerne ser ikke ud til at falde i 2026.

Det oplyser EU's klimatjeneste Copernicus i et samarbejde med forskningsorganisationen Berkeley Earth i Californien.

De sidste 11 år har nu været de varmeste nogensinde, hvor 2024 var det varmeste, og 2023 ligger på en andenplads, viser forskningen.

For første gang nogensinde oversteg de gennemsnitlige globale temperaturer grænsen på 1,5 grader i forhold til førindustriel tid over en periode på tre år, lyder det i Copernicus' årlige rapport.

- Den kraftige stigning i opvarmningen, der er observeret fra 2023 til 2025, har været ekstrem og tyder på en acceleration i tempoet for den globale opvarmning, lyder det i en særskilt rapport fra Berkeley Earth.

Paris-aftalen fra 2015 forpligter de underskrivende lande til at holde den globale opvarmning et godt stykke under 2 grader og tilstræbe et langsigtet mål på 1,5 grader. Ifølge forskere vil dét mål hindre de værste konsekvenser af klimaforandringerne.

Ifølge Copernicus kan grænsen på 1,5 grader blive nået allerede inden udgangen af dette årti - mere end ti år tidligere end forudsagt.

Temperaturerne lå i 2025 1,47 grader over det førindustrielle niveau. Det er kun en anelse lavere end i 2023. 2024 var det varmeste år med 1,6 grader, oplyser Copernicus.

USA's præsident, Donald Trump, har for anden gang trukket landet ud af aftalen, efter at han blev indsat for knap et år siden. USA er verdens næststørste forurener efter Kina.

I sidste uge meldte Trump videre, at USA trækker sig fra FN's centrale klimaaftale og et FN-organ, der blandt arrangerer klimatopmødet COP.

I Antarktis var 2025 det varmeste år nogensinde, mens det var det næstvarmeste år i Arktis, oplyser Copernicus.

Både Copernicus og Berkeley Earth advarer om, at 2026 ikke bliver meget anderledes.

Udledningerne steg sidste år i USA og brød dermed efter to år, hvor udledningerne er faldet. Kolde vintre og interessen for kunstig intelligens øger energiefterspørgslen, oplyste tænketanken Rhodium Group tirsdag.

Tempoet i reduktionen af drivhusgasudledninger er også aftaget i Tyskland og Frankrig.

/ritzau/AFP

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek