Beijing, 14/05/2026 - 08:19
Xi Jinping lover amerikanske virksomheder muligheder i Kina
USA's præsident har taget en række topchefer med på sit besøg til Kina. Her mødtes Xi Jinping med dem.
Evan Vucci/Reuters
Af: /ritzau/
Står det til den kinesiske præsident, Xi Jinping, skal Kinas dør åbnes mere for amerikanske virksomheder.
Det siger han torsdag til en delegation af amerikanske topchefer, som er med USA's præsident, Donald Trump, på besøg i Kina.
Det rapporterer kinesiske statsmedier ifølge AFP.
- Kinas døre til omverdenen vil åbne mere og mere. Amerikanske virksomheder vil kunne se frem til endnu bedre udsigter i Kina, lyder det.
Xi Jinping mødtes med delegationen af topchefer, som blandt andet tæller milliardæren Elon Musk, Nvidias administrerende direktør, Jensen Huang, og Apples Tim Cook i Folkets Store Hal, skriver Reuters.
Donald Trump som torsdag også selv har holdt møde med sin kinesiske modpart, havde inden mødet sagt, at han ville bede Xi Jinping om at åbne mere op.
- Jeg vil bede præsident Xi, en leder af ekstraordinær karakter, om at "åbne op" for Kina, så de her geniale mennesker kan bruge deres magi og hjælpe med at bringe Folkerepublikken (Kina, red.) op på et endnu højere niveau!, skrev han på sit sociale medie Truth Social onsdag.
Reuters har tidligere skrevet, at også ledere fra BlackRock, Blackstone, Boeing, Cargill, Citi, Cisco, Coherent, GE Aerospace, Goldman Sachs, Illumina, MasterCard, Meta, Micron, Qualcomm og Visa, var inviteret med til Kina.
/ritzau/




