Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/02/2026 - 11:24

Melding om mand med taske stoppede metrotog i København

Metrotog på to linjer i København holdt helt stille, imens politiet undersøgte melding om mand på toget.

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En melding om, at nogen havde kastet en taske op på et metrotog, fik torsdag formiddag politiet til at rykke ud til Nørrebro i København.

Det fortæller vagtchef Dyre Sønnicksen fra Københavns Politi til Ritzau:

- I første omgang fik vi en melding fra metroen om, at der var en, der havde kastet en taske op på et tog.

Siden fik politiet også meldinger om, at vedkommende muligvis har klatret rundt på et tog eller malet graffiti, lyder det.

Alle metrotog på linjerne M3 og M4 holdt ifølge Ekstra Bladet stille i forbindelse med politiets arbejde.

Men kort efter klokken 11 er driften normal igen. Det fremgår af Metroselskabets hjemmeside.

Ifølge vagtchefen arbejdede politiet på sporene mellem stationerne Nørrebro og Nørrebros Runddel.

- Umiddelbart kan man ikke komme til, der hvor han skulle have befundet sig, siger vagtchefen.

Politiet arbejder på at klarlægge, hvad der helt præcist er sket, lyder det.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek