Skjern, 15/07/2025 - 17:10
Skjern sælger topscorer i rekordhandel
Skjern Håndbold har solgt franskmanden Noah Gaudin til Paris Saint-Germain for en rekordsum.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
DM-sølvvinderen Skjern Håndbold må vinke farvel til en af sine største profiler, men bliver til gengæld kompenseret godt for det.
Bagspilleren Noah Gaudin er således fortid i den vestjyske håndboldklub, for han er blevet solgt til den franske gigant Paris Saint-Germain. Det er Skjerns største salg nogensinde, meddeler klubben på sin hjemmeside.
Skjern havde egentlig kontrakt med den angrebsivrige spiller i to sæsoner mere og gik først med til at sælge ham, da det lykkedes at lave en aftale med en afløser, siger sportschef Thomas Klitgaard.
- Det er aldrig nemt at sige farvel til en spiller som Noah Gaudin. Han har været en nøgleprofil, topscorer i begge sæsoner og har sat et stort aftryk i klubben.
- Vi har haft en god og konstruktiv dialog med Noah om hele situationen og den stigende interesse, der har været for ham - ikke mindst fra PSG. Det er et stort skifte, der går i opfyldelse for Noah.
- Derfor har vi gennem den seneste periode forsøgt at finde en kompetent afløser. Det er vi nået i mål med, og derfor var vejen banet for, at skiftet blev en realitet, siger Klitgaard.
Afløseren præsenteres onsdag, meddeler Skjern.
Noah Gaudin kalder skiftet til PSG for "en drengedrøm, der går i opfyldelse."
Franskmanden har også en fortid i Sønderjyske. Tidligere i år fik han debut for Frankrigs landshold.
/ritzau/