Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/08/2026 - 21:43

Dansk EM-medaljehåb er i finalen i hammerkast

Hammerkasteren Katrine Koch Jacobsen kastede længst af alle i A-kvalifikationen mandag aften.

Edgar Su/Reuters

Af: /ritzau/

Hammerkasteren Katrine Koch Jacobsen er det store danske medaljehåb ved EM i atletik i Birmingham, og mandag aften viste hun lovende takter i kvalifikationen.

Danskeren kastede 72,62 meter, og det var længst af alle i A-kvalifikationen.

Det var også et godt stykke over de 71,5 meter, der var finalekravet.

Alligevel var der ikke udelukkende tilfredshed hos Koch Jacobsen, efter finalepladsen var sikret.

- Det var lidt en blandet fornemmelse. Jeg har været lidt presset i forhold til alle de her forventninger til, hvad jeg kunne præstere, siger hun til DR Sporten.

- Forhåbentlig ligger der lidt i tanken til om to dage. Det kunne i hvert fald være super fedt, siger Katrine Koch Jacobsen, der rangerer som nummer fire i Europa for 2026.

Det er onsdag, at hammerkastfinalen for kvinder finder sted.

Katrine Koch Jacobsen var ikke den eneste dansker, der mandag aften sikrede sig videre avancement i engelske Birmingham.

I 100 meter hækkeløb gik Ida Beiter Bomme, Mette Laugesen Kammer og Annika Haldbo alle videre fra de indledende heats.

RITZAU

TjekDet - faktatjek