København, 18/05/2025 - 21:10
Villarreal dukker Barcelona og booker Champions League
Lamine Yamal og Fermin Lopez lavede hver deres flotte mål, men Barcelona tabte 2-3 til Villarreal.
Albert Gea/Reuters
Af: /ritzau/
Efter sidste uges titelbrag og midtugens afgørelse i La Liga var pulsen søndag væsentligt lavere i næstsidste spillerunde, hvor enkelte ting dog faldt på plads.
Blandt andet sikrede Villarreal sig en plads i Champions League med en flot 3-2-sejr hos det nykårede mesterhold, FC Barcelona.
Ayoze Perez bragte gæsterne foran efter blot fire minutter, da Villarreal nemt spillede sig ud af værternes høje pres og igangsatte en omstilling.
Lamine Yamal trak efter 38 minutter ind fra højre og sparkede med en klassescoring Barcelona på 1-1, og lige ind pausen strålede Fermin Lopez også for Barcelona med en fabelagtig flugter fra kanten af feltet.
Villarreal svarede tilbage ved midtbanespilleren Santi Comesanas chip efter et knivskarpt oplæg af Yeremy Pino i starten af anden halvleg, og det var på det tidspunkt rigeligt til at sikre Champions League-billetten, da rivalen Betis samtidig var bagud hos Atlético Madrid.
Alligevel spillede de gulklædte gæster fremad, og med ti minutter igen sparkede canadiske Tajon Buchanan sejren hjem efter et indlæg fra venstre.
Nederlaget var Barcelonas første i La Liga i 2025, og med det skrumpede forspringet til Real Madrid til fire point.
Hovedstadsklubben vandt således 2-0 i Sevilla søndag efter et fladt hug af Kylian Mbappé og et tap-in af Jude Bellingham.
Med til den historie hører, at scoringerne faldt sent, efter at Real Madrid spillede stort set hele anden halvleg med to mand i overtal efter to direkte røde kort til Sevilla.
Barcelona, Real Madrid, Atlético Madrid, Athletic Club og Villarreal snupper de fem spanske pladser i Champions League, Betis er sikret Europa League, mens Celta, Rayo Vallecano og Osasuna slås om to europæiske billetter i sidste runde.
Ud af La Liga rykker Valladolid, Las Palmas og enten Leganes eller Espanyol.
/ritzau/