Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/05/2026 - 17:05

Dykker dør under eftersøgning af lig fra dykkerulykke ved Maldiverne

En dykker, der har ledt efter ligene fra de fire italienere, der omkom torsdag, er lørdag død under søgningen.

Af: /ritzau/

En redningsdykker er død under eftersøgningen af ligene fra fire italienere, der torsdag omkom i en dykkerulykke ved Maldiverne.

Det oplyser en talsmand fra Maldivernes regering til BBC.

Dykkeren, Mohamed Mahdhee, blev bragt til hospitalet i kritisk tilstand, hvorefter han døde af sine kvæstelser, lyder det.

Det oplyses ikke, hvad det er for kvæstelser, der er endt med at koste redningsdykkeren livet, og det oplyses heller ikke, hvordan de er blevet pådraget.

Italiens udenrigsministerium oplyste torsdag, at fem italienske statsborgere havde mistet livet i en dykkerulykke ved Maldiverne.

En af personerne blev samme dag fundet død, men de fire andre mangler fortsat at blive fundet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek