Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/12/2022 - 15:44

Juletiden forsødes af lav pris på strøm

Blæst og juleferie i industrien gør strømmen billigere til jul. Også ved nytår kan vind betyde el til lavpris.

Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Elprisen vil lørdag svinge mellem 2,70 og 2,80 kroner per kilowatt-time, når man medregner afgifter, moms og tariffer.

Det er lavere, end prisen har været i meget af december, og faktisk er det også lavere end juleaften sidste år.

Det skriver brancheorganisationen Green Power Denmark i en pressemeddelelse fredag.

- Elprisen har været relativt høj i løbet af december, men juleaftensdag bliver ikke skræmmende. Så der er ingen grund til at vogte på elmåleren, siger energianalytiker i Green Power Denmark Kristian Rune Poulsen i pressemeddelelsen.

Hvis man langtidssteger sin and, vil det koste syv kroner i strøm, har organisationen regnet ud. Det er omkring to kroner mindre end sidste år.

Den lave pris skyldes blandt andet blæst i Nordsøen og i det nordlige Tyskland. Det betyder, at der vil blive skabt en masse billig vindenergi.

- Samtidig vil forbruget være lavere end normalt - ikke mindst i Tyskland, hvor den energiforbrugende industri holder juleferie, siger Kristian Rune Poulsen.

Også i dagene efter juleaften vil priserne formentlig være i den lave ende.

- Juledag og 2. juledag er forbruget faktisk ofte lavere end juleaftensdag. Så der er ikke noget, der tyder på, at man skal frygte høje priser de dage, siger Kristian Rune Poulsen.

Kigger man længere frem, bliver det sværere at forudse strømpriserne. Men indehaver af energirådgivningsvirksomheden MPS-solutions, Mogens Pilgaard Sørensen, vover pelsen.

- Nytårsaften ser ud til at blive en vindrig fornøjelse, så der regner jeg med en lav pris, siger han.

Energirådgiveren peger også på, at vejret på den anden side af nytåret ifølge prognoser bliver mildt.

Temperaturen spiller en vigtig rolle for elprisen. Blandt andet i Norge og Sverige, hvis elmarkeder hænger tæt sammen med det danske, er eldrevne varmepumper udbredte, og de bliver også mere almindelige i Danmark.

Når det er koldt, skal der bruges mere strøm til opvarmning. Det presser priserne op.

- Samtidig er naturgaslagrene i Europa blevet fyldt godt op i efteråret, så der er mindre stress på, end der har været tidligere, siger Mogens Pilgaard Sørensen.

/ritzau/

København, 16/04/2024 - 11:25

Panik på Badehotellet: Skuespiller trådte til i helt ny rolle

I de ti år Fabian Wullenweber har instrueret "Badehotellet", har han aldrig haft en eneste sygedag. Indtil finalesæsonen. Derfor måtte Mads Wille bag kameraet.

I sin tiende sæson foran kameraet som grev Ditmar i "Badehotellet" endte skuespilleren bag, Mads Wille, i en helt anden rolle under optagelserne af den igangværende finalesæson.

Med undtagelse af tre afsnit i "Badehotellets" allerførste sæson tilbage i 2013 har instruktør Fabian Wullenweber instrueret samtlige afsnit i de resterende sæsoner af successerien.

Indtil finalesæsonen, som netop nu ruller over skærmen. Det skriver TV 2.

Fabian Wullenweber blev ramt af corona og skulle holde sig hjemme. Der blev sat en skærm op i hans lejlighed, så han kunne følge med i optagelserne og instruere fra distancen gennem holdets indspilningsleder, han havde i røret. Men Fabian Wullenweber var for syg til at gennemføre.

- Det var et helvede at komme gennem den dag, siger han til tv2.dk.

Det koster hundredtusindvis af kroner at aflyse en optagedag på en tv-serie som "Badehotellet", skriver TV 2.

Så derfor måtte man finde en sygevikar, og her faldt valget på Mads Wille. Ved siden af skuespillet - blandt andet med roller i "Dronningen", "Hvidsteen gruppen" og "Forbrydelsen" - har han også instrueret en række teaterstykker.

Mads Wille instruerede tre dage, og der blev rykket rundt på optagelserne, så Mads Wille skulle instruere scener med færre skuespillere frem for de store fællesscener.

Han instruerede dog nogle af kollegernes sidste scener i "Badehotellet", som lukker nu efter ti sæsoner.

- Det var i sig selv rimeligt bevægende faktisk, siger Mads Wille til tv2.dk.

Mads Wille tilføjer til mediet, at han håber, seerne ikke kan se forskel på skærmen, hvad der er instrueret af ham, og hvad der er instrueret af Fabian Wullenweber.

Mads Wille har været en del af "Badehotellet" siden første sæson i 2013. Han entrerede seriens andet afsnit i rollen som godsejeren grev Ditmar, der må leve et dobbeltliv for at udleve sin seksualitet, der blev betragtet som en sygdom i datidens Danmark.

Den 52-årige skuespiller troede, han kun skulle medvirke i et par afsnit. Nu er han med til at lukke og slukke "Badehotellet" efter ti sæsoner.

- Jeg føler, jeg sætter et punktum for en lang rejse, jeg ikke vidste, jeg skulle ud på, sagde Mads Wille på et pressemøde forud for premieren på tiende sæson i februar.

- Jeg føler faktisk næsten mere, det bliver et privat kapitel, der bliver sluttet af efter denne her epoke, fordi som årene er gået, er vi også blevet hinandens livsvidner.

Under optagelserne blev Mads Wille også far for første gang, da hans kæreste, skuespiller Tilde Maja Frederiksen, i 2019 fødte parrets søn.

- Jeg har selvfølgelig udviklet mig som menneske i de ti år. Det er en epoke, og der sker virkelig noget på ti år, lød det fra Mads Wille.

- Jeg har fået en dejlig dreng - og det har andre også fået undervejs - og er helt klart et mere modnet menneske nu på den anden side af de her ti år. Det er sjovt at se tilbage på.

Ude i kulissen er der opstået et fællesskab og en fortrolighed, som har udviklet sig til venskaber.

- Det er sådan, når man laver film, teater og tv, at man møder op, også på de vilde dage, hvor der er sket noget fantastisk smukt eller noget sorgfuldt og trist - hvis vi overhovedet kan - og gør vores ting.

- Så vi har stået der med hinanden i alle de situationer og fortalt hinanden om, hvad der foregik, fortalte Mads Wille.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/04/2024 - 10:13

Historisk P.S. Krøyer-maleri reddes ud fra brændende Børsen

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Tv-billeder viser, hvordan P.S. Krøyers maleri "Fra Københavns Børs" bæres ud fra brændende Børsen-bygning.

Et af Skagen-maleren P.S. Krøyers mest kendte værker er blevet reddet fra at blive flammernes bytte i den brand, der tirsdag morgen hærger Børsen-bygningen i København.

Tv-billeder viser, hvordan billedet "Fra Københavns Børs" bæres ud af bygningen og ind i sikkerhed.

Der måtte fem-seks personer til at bære det store billede væk. Billedet måler to en halv meter på den ene led og fire meter på den anden led.

Billedet er malet i 1895 og er et gruppeportræt af en lang række af børsfolk, som står i Børssalen.

Blandt dem finder man den store erhvervsmand C.F. Tietgen, der blandt andet var med til at stifte Privatbanken, Burmeister & Wain og De Danske Sukkerfabrikker.

Alle de portrætterede forretningsfolk betalte for at være med på billedet, der kostede knap 20.000 kroner i datidens mønt.

Flere andre malerier er også reddet ud fra den brændende historiske bygning.

Statens Museum for Kunst har stillet sig til rådighed for at opbevare dem, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt til TV 2 News.

- Bygningen er fyldt med uerstatteligt kunst, der fortæller meget om, hvem vi er som folk - vores fælles historie, siger han.

Blandt de malerier, der befandt sig i Børsen inden branden, finder man fire kultegninger af Lorenz Frølich, der symboliserer arbejde, retfærdighed, mod og kærlighed.

Børssalen indeholder desuden en statue udført af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, som forestiller Christian IV.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/04/2024 - 10:00

FAKTA: Flere underkategorier af leasing

* Ud over operationel-/privatleasing og finansiel leasing findes der andre leasingtyper, som kan karakteriseret som underkategorier til de to andre.

* Knækleasing er en del af almindelig privatleasing, hvor din leasingydelse bliver opdelt, så at du betaler en høj del af ydelsen i den første del af leasingperioden, hvorefter ydelsen falder.

* Minileasing eller billeje er for en kortere periode op til seks måneder.

* Splitleasing betyder, at du leaser en bil, hvor kontrakten og udgiften til bilen deles mellem firma- og privatkørsel.

* Brugtbilsleasing eller releasing er leasing af en bil med nogle kilometer i banken, hvor nyvognsgarantien ofte er udløbet.

Kilde: FDM.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/04/2024 - 10:00

Den billigste leasingform kan risikere at blive den dyreste

Pr-Foto Lexus/Ritzau Scanpix

Der findes flere forskellige leasingtyper, og har du ikke styr på dem, kan du ende med at skulle have pengepungen op en gang for meget.

Der er flere måder at finansiere dine køredrømme på, og det gør mange danskere gennem leasing.

En populær metode er såkaldt finansiel leasing, hvor du kan lease relativt dyre biler til en forholdsvis lav månedlig ydelse.

Men selv om du kan køre rundt i en lækker bil, kan det ende med at blive en rigtig dyr omgang, hvis du ikke har helt styr på, hvad du laver. For vilkårene er anderledes i forhold til privatleasing, som nok er det flest har stiftet bekendtskab med.

- I modsætning til privatleasing er der lidt flere ubekendte i finansiel leasing. Men der er også en gevinst at hente, hvis du gerne vil køre i en dyrere bil, siger Rasmus Krath, der er direktør for den digitale markedsplads Bilhandel.dk, der både sælger og udleaser biler.

- Men det kræver noget økonomi, og at du sætter dig ind i det. Der er nogle, som tror, de kan køre en lækker bil for små penge. Det kan også være færre penge end ved eksempelvis at købe bilen, men der er stadig tale om mange penge, siger Rasmus Krath og understreger, at du nemt kan ende med håret i postkassen.

Når du leaser en bil, er der overordnet to forskellige leasingtyper - privatleasing - også kaldet operationel leasing - og så er der finansiel leasing.

Privatleasing kender de fleste. Her betaler du en førstegangsydelse og en fast ydelse om måneden. I kontrakten har du ofte goder som serviceaftale og reklamationsret med. Du har desuden også en fast grænse for, hvor mange kilometer du må køre. Når din kontrakt udløber, afleverer du bilen igen.

Ved finansiel leasing skal du af med en relativt lav ydelse om måneden. Her er der typisk ingen kilometerbegrænsning eller andre forbehold. Det er en leasingform, der typisk tilbydes på dyrere biler.

Her har du potentielt heller ikke så gode forbrugerrettigheder, som du har ved operationel leasing, lyder det fra Michael Ern Hansen, der er advokat hos FDM.

- Det er ikke sikkert, du kan reklamere over fysiske fejl, og så står du ofte også selv med vedligeholdelse og reparationer, siger han.

Ved finansiel leasing afleverer du ikke blot bilen tilbage til udbyderen, når din kontrakt er udløbet, som er tilfældet ved almindelig privatleasing.

I stedet aftaler du og leasingselskabet en restværdi af bilen, inden du underskriver kontrakten. Den restværdi er gældende, når kontrakten udløber. Restværdien er det beløb, som du minimum skal købe eller sælge bilen videre til.

Kan du ikke det, så hænger du selv på den. Og har du leaset en dyr bil, du ikke har råd til, kan det godt blive et problem.

- Det gør det til en mere risikabel proces. Finansiel leasing kan være den billigste løsning, hvis risiko forbliver risiko. Men det er den dyreste, hvis risiko bliver en realitet, siger Michael Ern Hansen og peger på, at det er utroligt vigtigt, at du forstår, hvad du gør, inden du giver dig i kast med leasingtypen.

Derfor er det meget vigtigt, at du har helt styr på vilkårene, hvad du betaler i ydelse, og hvad bilen har af restværdi, lyder det fra Rasmus Krath.

- Jeg har talt med folk, som troede, at de kunne køre i en dyr bil til billige penge. De troede, at det var operationel leasing, og så bliver de overraskede, når de ikke kan aflevere bilen tilbage.

Når kontrakten udløber, skal du enten sælge bilen videre til en anden privatperson eller forlænge kontrakten. Gør du det sidstnævnte, skal du betale førstegangsydelsen igen. Du kan også selv købe bilen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek