Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/05/2026 - 14:20

To skoler på Campus Køge er evakueret efter bombetrussel

Elever er blevet evakueret, mens politiet undersøger området omkring Campus Køge efter en bombetrussel.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To skoler på uddannelsesinstitutionen Campus Køge er onsdag blevet evakueret efter en bombetrussel mod stedet.

Det oplyser Thomas Kristensen, der er kommunikationschef i Midt- og Vestsjællands Politi.

Truslen er rettet mod erhvervsskolen ZBC, der ligger på campusset, lyder det.

Politiet har nu evakueret elever fra ZBC og Køge Handelsskole, der også holder til på Campus Køge, siger Thomas Kristensen.

Eleverne er alle evakueret, og politiet undersøger nu området ved hjælp af sprængstofhunde.

Truslen blev modtaget omkring klokken 12, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update onsdag eftermiddag.

Den blev ringet ind til politiet af en endnu ukendt mand, som politiet arbejder på at identificere, skriver politikredsen.

Man har hverken fundet nogen mistænkelige genstande eller anholdt nogen.

Politiet er til stede med flere patruljebiler og har foreløbig ikke nogen tidshorisont for arbejde på campusset.

Også politiets forhandlere og Ammunitionsrydningstjenesten er til stede, skriver Ekstra Bladet.

Flere uddannelser holder til på Campus Køge, hvor der går 4300 elever, studerende og kursister om året.

Politiet kan ikke sige, hvor mange elever der er blevet evakueret.

De evakuerede elever bliver sendt mod Ølby Station, hvorfra de kan hentes, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Foruden erhvervsskolen ZBC og Køge Handelsskole har også VUC Roskilde, EUC Sjælland og erhvervsakademiet Zealand uddannelsessteder på campusset, der ligger omkring fem kilometer nord for Køge Station.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek