København, 08/07/2024 - 13:58
Sturm Graz sikrer sig dansk spydspids permanent
Mika Biereth har i foråret været lånt ud til Sturm Graz og skifter nu permanent til den østrigske klub.
Af: /ritzau/
Den 21-årige danske angriber Mika Biereth skifter permanent til østrigske Sturm Graz.
Det oplyser fodboldklubben på sin hjemmeside.
Biereth har i foråret været udlejet til Sturm Graz fra den engelske storklub Arsenal. Den lejeaftale er nu vekslet til et permanent ophold i Østrig.
- Jeg tror, at alle har set, hvor godt tilpas jeg har følt mig her i Sturm Graz og på holdet gennem min låneaftale, siger Biereth.
- Samtidig har vi i perioden også haft stor sportslig succes med både mesterskab og pokaltitel og derudover kvalifikation til Champions League, hvilket jeg ser meget frem til.
Sturm Graz formåede i foråret at støde Salzburg af den østrigske fodboldtrone. Salzburg havde vundet mesterskabet de ti forgangne år.
Biereth bed sig hurtigt fast i startopstillingen i foråret og bidrog med ni scoringer i 22 optrædener for Sturm Graz.
- Det har aldrig været en hemmelighed, at vi gerne så Mika fortsætte i Sturm Graz efter hans fremragende forår, siger sportsdirektør Andreas Schicker.
Mika Biereth er født i London og har en dansk far.
Han har spillet størstedelen af sin ungdomsfodbold i Fulham, inden han i sommeren 2021 skiftede til Arsenals ungdomshold.
I Arsenal blev det kun til optrædener på klubben U23-hold.
Angriberen har i Sturm Graz fået en kontrakt, der gælder til 2028.
Han er ikke det eneste danske islæt i Sturm Graz, der også har den danske kantspiller William Bøving i folden. I næste sæson får klubben ydermere tilslutning af midtbanespilleren Tochi Chukwuani.
/ritzau/