København, 27/05/2026 - 19:19
Dansktopsangeren Bjørn Tidmand er død - 86 år
Bjørn Tidmand, som vandt melodigrandprix i 1964 med sangen "Sangen om dig", er død. Han blev 86 år.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Dansktopsangeren Bjørn Tidmand er død. Han blev 86 år.
Det oplyser familien i en pressemeddelelse.
Bjørn Tidmand sov stille ind tirsdag, lyder det.
Bjørn Tidmand var blandt andet kendt for sin version af revyvisen "Lille Sommerfugl". Tidmands version blev udgivet i 1968.
Han slog for alvor igennem på den danske musikscene nogle år tidligere i 1963 med sangen "Brænd mine breve".
Samme år deltog han for første gang i melodigrandprix. Her fik han en andenplads efter Grethe og Jørgen Ingmann med sangen "Dansevise".
Året efter prøvede han igen og vandt denne gang sangkonkurrencen med "Sangen om dig".
Som 80-årig lagde Bjørn Tidmand karrieren på hylden.
- Efter 60 år på landevejen må det være nok. Tidens populære sangere har en helt anden lyd end min. Jeg må erkende, at tiden ikke længere er til det, jeg laver. Udvikling og afvikling går hånd i hånd.
- Og når man er 80, synes jeg, man må have lov at sige tak for, at det er gået så godt, som det er, sagde han til Kristeligt Dagblad i 2020 om beslutningen.
I de sidste år levede han ifølge familien tæt på den nærmeste familie og havde mere tid til at dyrke sin store passion - bridge.
/ritzau/




