Helsinki, 01/04/2026 - 21:00
Tre nedfaldne droner i Finland var ukrainske
Krigen i Ukraine er kommet tæt på Finland, og flere ukrainske droner er styrtet ned i Nato-landet.
Lauri Heino/Reuters
Af: /ritzau/
Alle tre droner, som i løbet af de seneste dage er faldet ned i Finland, har været ukrainske.
Det oplyser finsk politi ifølge det finske public service-medie Yle onsdag.
Da finsk politi tirsdag oplyste, at det om morgenen havde fundet en udenlandsk drone, der lå på isen på en sø tæt på grænsen til Rusland, var det den tredje dronehændelse på blot få dage.
Dronen er onsdag blevet uskadeliggjort ved en kontrolleret sprængning.
Den finske statsminister, Petteri Orpo, siger ifølge Yle, at Ukraine har fået at vide, at Finland ser med alvor på sagen.
Ukraine har ifølge en meddelelse fra den finske regering undskyldt for hændelserne.
Dronerne kan være faldet ned på grund af russisk jamming - altså bevidste elektroniske forstyrrelser. Det har Finland tidligere meddelt.
Statsminister Orpo understreger, at Ukraine har ret til selvforsvar mod Rusland.
De to andre droner faldt ned søndag tæt på byen Kouvola i det sydøstlige Finland.
Den første blev ligesom den, der blev fundet tirsdag, uskadeliggjort ved en kontrolleret sprængning.
Den anden eksploderede, da den landede på jorden. Ingen kom til skade.
For over en uge siden oplyste det finske forsvar, at droneovervågningen ved Finlands østlige grænse øges. Det skete efter ukrainske angreb mod russiske mål ved Den Finske Bugt.
I løbet af søndagen blev der meldt om angreb på havnen ved den russiske by Ust-Luga tæt på Estland.
Der er også faldet ukrainske droner ned i Estland og Letland den seneste tid.
En tidligere forskningschef i det finske forsvar siger til Yle, at det er sandsynligt, at der vil blive fundet flere droner, så længe krigen i Ukraine fortsætter.
Finland blev i april 2023 det 31. medlem af forsvarsalliancen Nato, mens Sverige i marts 2024 blev nummer 32.
Det var Ruslands invasion af Ukraine, som fik landene til at søge om optagelse.
/ritzau/




