Washington D.C., 26/06/2026 - 20:14
Israel og Libanon indgår ny aftale i forsøg på at skaffe fred
Detaljer i aftale mellem Israel og Libanon kendes ikke umiddelbart. Ifølge Rubio venter der meget arbejde.
Ken Cedeno/Reuters
Af: /ritzau/
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, meddeler fredag, at der er kommet en rammeaftale på plads mellem Israel og Libanon.
Meldingen kommer efter forhandlinger i Washington D.C, hvor USA har været mægler.
Trods en våbenhvile har der været fortsatte kampe mellem Israel og den libanesiske milits Hizbollah, og med den seneste aftale gøres et nyt forsøg på at få indstillet beskydningen.
Ifølge Rubio skal aftalen være en begyndelse på at "etablere en ramme for varig fred og sikkerhed". Det siger ministeren under en underskriftsceremoni ifølge nyhedsbureauet AFP.
Detaljerne i rammeaftalen kendes ikke umiddelbart, og det fremgår ikke, hvordan den adskiller sig fra en våbenhvile indgået 16. april.
Rubio siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der stadig venter en del arbejde for parterne.
Hizbollah trak Libanon ind i den regionale konflikt i Mellemøsten den 2. marts, efter at Israel og USA få dage før havde indledt en omfattende krig i Iran.
Hizbollah er allieret med Iran, og militsens angreb førte til modangreb fra Israel fra både luften og på jorden.
Over 4000 mennesker er blevet dræbt i Libanon ifølge det libanesiske sundhedsministerium, og over en million er blevet fordrevet under den israelske offensiv.
/ritzau/




