Washington D.C., 24/08/2026 - 19:35
USA vil stoppe alle økonomiske livliner til Iran
Verdensledere, der har økonomiske aktiviteter med Iran, kan ifølge minister se frem til et opkald fra Trump.
Af: /ritzau/
USA kommer mandag med nye sanktioner mod Iran, og målet er at stoppe "alle økonomiske livliner" til den iranske regering.
Det siger den amerikanske finansminister, Scott Bessent, under en præsentation af sanktionerne.
Ministeren sender samtidig en bred advarsel til lande, der indgår i økonomiske interaktioner med Iran.
Landene vil blive meddelt en tidsgrænse til at afslutte aktiviteter, som den amerikanske regering anser for at være uønskede, siger Bessent ifølge Reuters.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, er i gang med at ringe rundt til verdensledere for at anmode dem om at stoppe interaktioner med Iran, lyder det videre fra ministeren.
Sanktionerne kommer knap et halvt år inde i USA's krig mod Iran.
Imens presser Iran både USA og hele verdensøkonomien ved stort set at have stoppet skibsfarten på den vigtige maritime handelsrute Hormuzstrædet.
Mandagens sanktioner fra USA var ventede. Den iranske regering har inden præsentationen sagt, at der kommer et modsvar.
RITZAU




