South Padre Island, 22/05/2026 - 03:05
SpaceX udskyder opsendelse af megaraket få sekunder før afgang
Problemer med en mekanisk arm har fået amerikanske SpaceX til at udskyde en testaffyring af raketten Starship.
Steve Nesius/Reuters
Af: /ritzau/
SpaceX har natten til fredag dansk tid udskudt en planlagt testaffyring af raketten Starship.
Det sker efter adskillige afbrydelser og genoptagelser af nedtællingen til opsendelse.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Den amerikanske rumfartsvirksomhed sigter i stedet mod at gennemføre testaffyringen tidligt natten til lørdag.
SpaceX har brugt flere måneder på at foretage en række forbedringer på raketten, efter at en række testopsendelser tidligere er gået galt.
Rumfartsvirksomheden aflyste nattens opsendelse fra Boca Chica Bay i den amerikanske delstat Texas, få sekunder før den var planlagt til at finde sted.
De mange afbrydelser af nedtællingen skete, efter at måleinstrumenter havde vist, at brændstoffets temperatur eller tryk ikke lå inden for de sikre grænser.
SpaceX-stifter Elon Musk skriver i et opslag på det sociale medie X, at en hydraulisk låsebolt på en af opsendelsestårnets store mekaniske arme ikke trak sig tilbage, som den skulle.
- Hvis det kan løses i aften, vil der være endnu et forsøg på opsendelse i morgen klokken 17.30 CT (00.30 natten til lørdag dansk, red.), skriver Musk.
Det er megaraketten Starship, som den amerikanske rumfartsorganisation, Nasa, senere planlægger at benytte til en bemandet månemission.
Raketten spiller også en vigtig rolle i Musks ambition om at kolonisere Mars.
Nattens planlagte opsendelse skulle have været den 12. test af Starship, der anses for den mest kraftfulde rumraket, der nogensinde er bygget.
Det er syv måneder siden, at den seneste testaffyring fandt sted. Den seneste opsendelse blev betragtet som succesfuld.
Siden har raketten fået nyt design, ligesom den er vokset i størrelse, så den i dag samlet måler 124 meter fra top til bund.
Onsdag kom det frem, at SpaceX officielt har ansøgt om at blive børsnoteret. Selskabet har kurs mod den største børsnotering nogensinde. Ifølge Reuters kan SpaceX potentielt ende med at blive værdisat til 1750 milliarder dollar.
/ritzau/




