Haderslev, 18/05/2025 - 19:30
Lyngby-profil i tårer efter nedrykning: Vi kommer tilbage
Lyngby rykker ud af Superligaen, men skal nok rejse sig igen, fastslår en meget trist Mathias Hebo.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Lyngby Boldklub havde alt at spille for, men tabte søndag 5-1 i Haderslev til et oplagt Sønderjyske-mandskab.
Dermed blev Lyngbys nedrykning efter tre år i den bedste række beseglet, og det var både i et "dumt efterår" og i nedrykningsspillet, at de kongeblå fejlede, mener midtbaneprofilen Mathias Hebo.
Han udgik skadet i første halvleg mod Sønderjyske.
- Jeg er selvfølgelig ked af det, men jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal komme igen. Der er også en dag i morgen, siger Hebo med tårer i øjnene til TV 2 Sport.
- Vi er selvfølgelig ikke stolte af at tabe 1-5, og jeg forstår godt, at folk er skuffede, men der er ikke noget, vi hellere vil end at blive oppe. Jeg lover, vi kommer tilbage, fortsætter han.
Cheftræner Morten Karlsen har et år tilbage af den kontrakt, han lavede med Lyngby sidste sommer, og han håber at få lov at rette op på nedturen.
- Vi er alle sammen dybt involveret i det her, og hvis der er noget, der ligger dybt i mig, så er det at stå op for det, vi har gjort. Vi har vist os ikke at være gode nok i år, men min plan er da at blive i Lyngby, siger Karlsen til TV 2 Sport.
Lyngby åbnede foråret meget lovende med otte point i grundspillets sidste fem kampe. Men i nedrykningsspillet er det blot blevet til én sejr.
Blandt andet har Hebo og kompagni i foråret tabt to gange til Vejle Boldklub, der søndag reddede sig en ny sæson i Superligaen med 1-0 i Viborg.
Mod bundrivalerne Vejle, AaB og Sønderjyske har Lyngby i 11 kampe hentet sølle én sejr og tre uafgjorte til at supplere syv nederlag.
/ritzau/