Washington D.C., 09/04/2026 - 17:36
Nato-chef: Nogle Nato-allierede har været lidt langsomme
Natos generalsekretær roser Trump for at have vendt "mere end en generation med forfald" i Nato.
Af: /ritzau/
Amerikansk lederskab er fuldstændig essentielt, hvis frihed skal være reglen og ikke undtagelsen.
Det siger Natos generalsekretær, Mark Rutte, under en tale i Ronald Reagan-instituttet i Washington torsdag ifølge Reuters.
Samtidig roser Rutte Trump for at have vendt "mere end en generation med stagnation og forfald" i Nato.
Meldingen fra Rutte kommer, efter at Nato-chefen dagen forinden mødtes med USA's præsident, Donald Trump.
Trump har i den seneste tid rettet kritik mod Nato efter USA og Israel startede en krig mod Iran 28. februar.
Flere Nato-lande har under krigen afvist at støtte den militære kampagne mod Iran. De har blandt andet nægtet militærfly fra USA adgang til deres luftrum og afvist at sende flådestyrker til Hormuzstrædet.
Under talen torsdag siger Rutte, at nogle Nato-allierede var "lidt langsomme" til at levere den støtte, som USA havde brug for i Iran.
- Da det kom til at levere den logistiske og anden støtte, som USA havde brug for i Iran, var nogle allierede mildt sagt en smule langsomme, siger Rutte og tilføjer:
- Men når ret skal være ret, så var de også en smule overraskede. For at bevare overraskelseselementet i de indledende angreb valgte præsident Trump ikke at informere de allierede på forhånd.
/ritzau/




