Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 16/02/2026 - 00:56

Britisk premierminister vil begrænse børns adgang til sociale medier

Keir Starmer vil følge i australiernes fodspor og indføre en aldersbegrænsning på sociale medier.

Hollie Adams/Reuters

Af: /ritzau/

Den britiske premierminister, Keir Starmer, vil forsøge at udvide regeringens beføjelser til at regulere internetadgang, hvilket kan omfatte en aldersgrænse på sociale medier.

Det skriver han i et indlæg på platformen Substack.

- Vi vil indføre beføjelser, som på få måneder kan gøre det muligt for os at implementere en minimumsalder på sociale medier. Formålet er at forhindre børn i at få adgang til skadelige sociale medier.

I januar lød det fra den britiske regering, at den ville iværksætte en høring om en aldersbegrænsning på sociale medier i stil med Australien, der sidste år indførte et forbud mod sociale medier til børn under 16 år.

Siden har regeringerne i Spanien, Grækenland, Slovenien og Schweiz ifølge Reuters meddelt, at landene har planer om et lignende forbud.

Starmer skriver videre i indlægget, at regeringen vil foreslå at begrænse visse funktioner på sociale medier, heriblandt autoplay, der kan føre til, at man "scroller i uendelighed".

Blandt forslagene er også en begrænsning af børns adgang til VPN-forbindelser.

I indlægget langer Starmer hårdt ud efter selskaberne bag de sociale medieplatforme.

- Det her er selvfølgelig ikke en ny udfordring. Farerne ved, at børn bliver groomet eller opfordret til at skade sig selv, mobning og kvindehad - vi har talt om det her i årevis nu.

- Hvad har selskaberne bag de sociale medier gjort ved det? Hvor bliver deres store indsats for at få styr på eget hus af?, spørger Starmer i opslaget.

Han nævner ikke en specifik aldersgrænse i opslaget. Det fremgår heller ikke, hvordan regeringen vil foreslå at håndhæve begrænsningerne.

I Danmark vedtog Folketinget i slutningen af sidste år en aftale om et forbud mod sociale medier til børn under 15 år. Aftalen blev indgået mellem regeringen, De Konservative og De Radikale.

Børn fra 13 år og opefter kan blive undtaget for forbuddet med forældrenes godkendelse. Det var for uambitiøst, mente partierne Enhedslisten, SF og Alternativet, der står uden for aftalen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek