Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/04/2026 - 13:37

Forhandlinger om en regering genoptages mandag på Marienborg

Den kongelige undersøger, Mette Frederiksen (S), har indkaldt til regeringsforhandlinger mandag og tirsdag.

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Jagten på en ny regering genoptages mandag eftermiddag, hvor den kongelige undersøger, Mette Frederiksen (S), har indkaldt til møder på Marienborg.

Det oplyser Socialdemokratiet i en pressemeddelelse, og Frederiksen bekræfter det i et opslag på Instagram.

Forhandlingerne fortsætter desuden tirsdag, hvor Mette Frederiksen har indkaldt til møder i Statsministeriet.

Mette Frederiksen sætter mandag eftermiddag ord på forhandlingerne i et Instagram-opslag. Her lyder det, at de igangværende forhandlinger er svære.

- Ingen har et ønske om at gøre Danmark fattigere. Tværtimod. Men ideen om, hvordan vi fastholder vores sunde økonomi og høje beskæftigelse har forskellige ansigter, skriver hun og fortsætter:

- Jeg håber, at partierne møder hinanden pragmatisk og med det klare mål at håndtere både problemerne her og nu og fortsat styrke vores gamle Danmark.

Den kongelige undersøger sender desuden en hilsen til Troels Lund Poulsen (V), der har undergået en akut øjenoperation.

Det fremgår ikke, hvilke partier der er indkaldt, og det lyder, at der ikke er adgang for pressen i forbindelse med mandagens møder.

TV 2 skriver dog, at partierne De Radikale og Alternativet bekræfter over for mediet, at de deltager. Alternativet skal ifølge TV 2 til forhandlingsbordet tirsdag, mens det er uklart, hvilken dag De Radikale skal møde ind.

Regeringsforhandlingerne har stået stille hen over påskedagene, men går altså i gang igen på anden påskedag.

Den kongelige undersøger gik på påskeferie med et ønske om at afsøge en mulig regering bestående af Socialdemokratiet, SF og De Radikale.

De tre partier har dog langt fra flertal alene med tilsammen 68 mandater. Derfor forhandles der også med en række andre partier.

Ved valget fik blå blok 77 mandater, mens rød blok fik 84. Imens kunne Moderaterne tælle til 14 mandater.

Blå blok har imidlertid mistet flere mandater. De nyvalgte folketingsmedlemmer Jacob Harris og Cecilie Liv Hansen er blevet ekskluderet af henholdsvis Borgernes Parti og Liberal Alliance og er blevet løsgængere.

Samtidig meddelte Emilie Schytte lørdag, at hun trak sig fra Borgernes Parti. Det lyder mandag, at hun ligeledes fortsætter som løsgænger.

Moderaternes mandater er derfor afgørende for, at der kan tælles til de famøse 90 mandater og et flertal.

Partiformand Lars Løkke Rasmussen (M) opfordrede inden den forlængede weekend til, at "påskeferien bruges til refleksion".

Han tilbragte sammen med Moderaterne flere timer på Marienborg onsdag, hvor der også var inviteret til regeringsforhandlinger.

Han udtalte i samme ombæring, at det så "mere end svært ud" at finde frem til en mulig regering og sendte en direkte opfordring til Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative om at bøje sig for en regering hen over midten.

- Det kræver 'bare', at Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti kommer ned fra de lygtepæle, vi hængte valgplakater op i, og sender anderledes positive signaler.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek