København, 24/08/2025 - 18:14
Svensker forpurrer dobbelt Højgaard-triumf
Nicolai Højgaard blev nummer to i British Masters, da svenske Alex Noren tog sin første sejr i syv år.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Nicolai Højgaard var søndag meget tæt på at fuldføre en helt utrolig søndag for familien Højgaard i golfturneringen British Masters på The Belfry i det centrale England.
Nicolai Højgaard var glimrende spillende og førte længe, men blev delt nummer to i turneringen, da Alex Norén vågnede op på de sidste huller og gik forbi med tre birdies i træk inden en afsluttende bogey.
Ét slag sluttede svenskeren foran Højgaard og Kazuma Kobori fra New Zealand.
Det var 43-årige Noréns 11. sejr på DP World Tour, men den første i syv år.
Det skete kun godt en time efter, at Nicolais tvillingebror, Rasmus Højgaard, matematisk sikrede sig en plads på det europæiske Ryder Cup-hold med sin 13.-plads i selvsamme turnering.
Nicolai Højgaard må nøjes med en opløftende lige-ved-og-næsten oplevelse efter et 2025, der ikke var været vildt prangende.
Andenpladsen bringer ham muligvis ind i Ryder Cup-kaptajn Luke Donalds overvejelser til en af de seks ledige pladser på holdet, som englænderen efter eget valg fordeler om en uge.
Nicolai Højgaard debuterede i 2023 og var med til at banke USA med fem point i Ryder Cup på hjemmebane i Italien.
I både 2024 og 2025 var han haft kort til den amerikanske PGA Tour, og her har han pletvis imponeret med blandet andet to andenpladser.
Men samlet har det ikke været nok point til at være tæt på en Ryder Cup-billet på pointlisten eller den første sejr siden november 2023.
Søndag førte han en overgang med to slag, og selv om runden var fremragende og kun indeholdt én bogey ud over seks birdies, var det altså ikke helt nok til sejren og de omkring 3,8 millioner kroner, som Norén i stedet indkasserer.
/ritzau/