Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/07/2026 - 12:56

Politi efterlyser vidner efter masseslagsmål i Taastrup

Politiet mistænker, at en gruppe unge i en bil bevidst forsøgte at køre ind i en anden gruppe fredag.

Af: /ritzau/

Københavns Vestegns Politi er lørdag og søndag til stede ved Taastrup Hovedgade efter et masseslagsmål mellem unge fredag.

Det oplyser vagtchef i politikredsen Jens Møller.

Politiet er ikke bekendt med, at der er tilskadekomne efter slagsmålet, men det kan skyldes, at de involverede ikke har villet henvende sig.

Politiet mistænker, at der er tale om en uoverensstemmelse mellem to grupper.

Det er politiets tese, at den ene gruppe har forsøgt at påkøre den anden i bil.

Fredag lød det, at en bil var kørt igennem et facadevindue på en af butikkerne på hovedgaden.

- Men hvad der så lige er gået forud for det, ved vi ikke endnu, siger vagtchefen.

Politikredsen har ikke identificeret alle involverede og beder derfor om hjælp fra offentligheden.

- Vi opfordrer folk, der har oplysninger til sagen, til at henvende sig, siger vagtchefen.

Politiet har efter slagsmålet iværksat en såkaldt tryghedsskabende indsats med en målrettet patruljering i nærområdet.

Det betyder, at kredsen vil være til stede med en mobil politistation ved Taastrup Torv fra klokken 16.00 til 22.00 både lørdag og søndag.

- Man kan også ringe til 114, siger vagtchef Jens Møller.

RITZAU

TjekDet - faktatjek