Haderslev, 20/01/2026 - 07:42
24 udeblevne fra fogedretten anholdt i sidste uge
Politiet har fokus på udeblivelse fra fogedretten og har haft gang i en aktion i Haderslev og Vejen.
Af: /ritzau/
24 borgere blev i sidste uge anholdt i en fogedaktion, fordi de skylder penge, men er udeblevet fra fogedretten.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Aktionen var rettet mod skyldnere i Haderslev og Vejen.
95 borgere blev kontaktet af politiet om, at de havde gæld og ikke havde kontaktet fogedretten.
Det fik 71 af skyldnerne til at kontakte fogedretten, mens de sidste 24 blev anholdt enten derhjemme eller på deres arbejdsplads og bragt til retten af en politipatrulje.
I Haderslev Kommune blev 16 borgere anholdt, mens det skete for 8 borgere i Vejen Kommune.
/ritzau/




