London, 29/07/2026 - 20:04
Flere kvinder anklager amerikansk skuespiller for seksuelt misbrug
En kvinde siger, at skuespiller Jared Leto udsatte hende for seksuelt overgreb, da hun var 17 år, skriver BBC.
Mario Anzuoni/Reuters
Af: /ritzau/
Fire kvinder anklager den amerikanske skuespiller og sanger Jared Leto for seksuelt misbrug eller trusler herom.
Det skriver det britiske medie BBC. De enkelte hændelser skete angiveligt, da kvinderne var teenagere.
En af kvinderne siger, at Leto udsatte hende for et seksuelt overgreb på et badeværelse på et motel, da hun var 17 år.
Ifølge en anden kvinde truede skuespilleren hende med seksuelt overgreb, da hun var 19 år og uventet var blevet efterladt alene med ham på et hotelværelse.
En tredje kvinde siger, at hun havde sex med skuespilleren, da hun var 17 år - hvilket lovgivningsmæssigt ville blive klassificeret som voldtægt ifølge BBC.
Imens anklager en fjerde kvinde Leto for at groome hende.
Hun påstår, at han misbrugte sin status som berømthed ved gentagne gange at foretage seksuelt eksplicitte telefonopkald til hende, da hun var 16 år. Ved mindst én lejlighed foreslog han, at de skulle have sex, siger kvinden.
I en erklæring sendt til amerikanske medier onsdag siger Jared Leto:
- Jeg har aldrig overfaldet nogen i hele mit liv. Disse påstande er absolut og kategorisk falske.
RITZAU




