København, 18/11/2025 - 14:27
Kriminel forretningsmand får dom efter udlevering fra England
Østre Landsret har foretaget markant anderledes vurdering af 49-årig mands millionforretninger end byret.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter en langstrakt proces er en forretningsmand af Østre Landsret tirsdag blevet dømt for hvidvask af cirka 24 millioner kroner.
Dommen lyder på fængsel i tre år.
Det er en markant ændring i forhold til en tidligere afgørelse fra Københavns Byret.
Her blev der i 2023 kun fundet tilstrækkeligt med beviser for hvidvask af fire millioner kroner, hvilket gav en straf på fængsel i et år.
Anklagemyndigheden besluttede at anke dommen, og resultatet er altså kommet tirsdag.
Sagen handler om transaktioner langt tilbage i tiden. Nemlig fra 2015 og frem til 2017, da den nu dømte, Khurram Shahzad, i sit firma KSD Telecom & Service blandt andet handlede med taletidskort.
Størsteparten af de 24 millioner kroner modtog han angiveligt som betaling for taletidskort, men reelt var der tale om, at han slørede, at pengene stammede fra lovovertrædelser.
Da sagen oprindeligt skulle for byretten, viste det sig i folkeregistret, at han var udrejst til Rawalpindi i Pakistan.
Det viste sig dog, at han opholdt sig i Storbritannien, hvorfra han blev udleveret.
I august 2022 rejste københavnske politifolk til London for i Heathrow-lufthavnen at føre ham tilbage til strafforfølgning i Danmark.
Sagen har været kompleks, idet 19 selskaber er blevet efterforsket af politiet, oplyser senioranklager Hanne Christensen fra Statsadvokaten i København.
- Landsretten har fulgt anklagemyndighedens strafpåstand, siger hun.
Retten har ikke fundet, at den lange sagsbehandlingstid er en omstændighed, der kunne føre til en formildelse af straffen, oplyser hun.
Den 49-årige Khurram Shahzad var ikke til stede ved domsafsigelsen tirsdag.
/ritzau/




