Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Teheran, 13/01/2026 - 09:32

Irans internet har været lukket i over 108 timer

Tirsdag melder flere medier, at der er åbnet for internationale telefonopkald i Iran efter nedlukningen.

Stringer/Reuters

Af: /ritzau/

Den landsdækkende nedlukning af internettet i Iran har varet i over fire døgn.

Det skriver internetobservatøren NetBlocks på det sociale medie X ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Det er nu 108 timer siden, at Iran indførte en landsdækkende lukning af internettet, hvilket har isoleret iranerne fra resten af verden og hinanden, lyder det fra NetBlocks.

Siden torsdag har iranere været afskåret fra internet og kommunikation med omverdenen, mens protester fortsætter i landet.

Tirsdag melder flere medier, heriblandt AP og ABC News, at der er åbnet for internationale telefonopkald, som også har været ramt af nedlukningen.

AP har blandt andet været i kontakt med flere iranere, som fortæller, at der ikke kan sendes sms'er, og at der kun kan oprettes forbindelse til regeringsgodkendte hjemmesider i landet.

De beskriver ligeledes, at der har været et massivt sikkerhedsopbud i Teheran, men at butikkerne fortsat har åbent, skriver AP.

Demonstrationerne begyndte 28. december. Iranerne gik på gaden for at vise deres utilfredshed med, at landet er ramt af en ekstremt høj inflation.

Siden har protesterne udviklet sig til en generel kritik af præstestyret, der har regeret i landet siden den islamiske revolution i 1979.

Mindst 648 demonstranter er blevet dræbt i protesterne, viser de seneste tal fra menneskerettighedsorganisationen Iran Human Rights (IHR), der har base i Norge.

Ifølge IHR kan tallet være langt højere. De 648 dræbte betragtes som verificerede dødsfald.

Kommunikationsnedlukningen har begrænset muligheden for at fastlægge det fulde omfang af demonstrationer i Iran og regeringens reaktion.

Flere organisationer og journalister har rapporteret om mange drab på demonstranter, men der er uvished om tallene.

Irans officielle myndigheder er ikke kommet med nogen dødstal.

IHR anslår desuden, at over 10.000 personer er blevet anholdt i forbindelse med protesterne.

USA's præsident, Donald Trump, sagde søndag, at Irans ledelse har kontaktet den amerikanske administration for at søge det, som præsidenten betegner som forhandling.

Trump har truet med at gøre brug af militære muligheder, hvis det iranske styre fortsætter med at begå vold mod befolkningen.

Fra Iran lød det mandag aften, at man ikke har planer om at gå i krig, men at man er forberedt på det.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek