København, 01/07/2025 - 13:46
Nødlidende varmeselskab er rekonstrueret og gælden nedskrevet
Direktør i Odsherred Varme er lettet over, at en aftale om rekonstruktion af varmeselskabet er på plads.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En plan for rekonstruktion af det nødlidende Odsherred Varme A/S er tirsdag blevet godkendt i Skifteretten i Holbæk.
Det skriver SN.dk og TV2 Øst.
Varmeselskabet gik i rekonstruktion i oktober, efter at en planlagt udvidelse af fjernvarmenettet blev langt dyrere end forventet.
Det betød, at selskabet stod med en stor gæld.
En af konsekvenserne har været, at fjernvarmekunderne i Odsherred har måttet acceptere markante stigninger i fjernvarmeprisen.
Godkendelsen af rekonstruktionsplanen betyder, at selskabets kreditorer har accepteret at afskrive flere hundrede millioner kroner.
Helt konkret har kreditorerne ifølge TV2 Øst accepteret et forslag, der nedskriver gælden på 1,5 milliarder kroner til 750 millioner kroner, som selskabet skal betale over de næste 45 år.
Odsherred Varme A/S kan dermed fortsætte driften under stramme økonomiske rammer.
Administrerende direktør Pernille Ingildsen siger til TV2 Øst, at hun er "lettet over, at det er lykkedes at lande en aftale, der gør det muligt at komme videre".
- Vi vil nu vende vores opmærksomhed mod hovedopgaven - at sikre Odsherred en god og sikker forsyning, siger hun til mediet.
Også moderselskabet Odsherred Forsyning gik i rekonstruktion tilbage i oktober 2024.
Her må man vente lidt længere på afklaring. Skifteretten valgte nemlig at følge rekonstruktørens anmodning om at udsætte rekonstruktion af Odsherred Forsyning, fordi der er sat en salgsproces i gang for dele eller hele af selskabet.
Retten forlængede fristen frem til 27. august, skriver SN.dk.
/ritzau/