Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/11/2025 - 14:54

Rockere får halveret straf for gruppeoverfald i Christiania

Landsret kasserer bandeparagraf i sag om råt overfald på medarbejder i HA-styret hashbod i Pusher Street.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

I en sag om 16 rockeres overfald på en mand fra en hashbod i Christiania har Østre Landsret en markant anderledes vurdering end Københavns Byret.

Straffen er stort set blevet halveret, viser det sig ved domsafsigelsen torsdag.

Flere er idømt fængsel i ni måneder og et år, hvor byretten sagde to år eller et år og seks måneder.

Årsagen til den anderledes bedømmelse er især, at landsretten frifinder de tiltalte fra rockergruppen Comanches (tidligere Satudarah) for at have begået en forbrydelse, som ville kunne fremkalde en konflikt med Hells Angels med brug af skydevåben.

Bandeparagraffen i straffeloven er altså - i modsætning til i byretten - revet ud af billedet.

Denne bestemmelse fører som udgangspunkt til en fordobling af den straf, man ellers står til.

Ved domsafsigelsen er kun to af de 16 mænd mødt op. Flere forsvarere ser tilfredse ud, da de slentrer ud af retslokalet.

Det skyldes også, at deres klienter slipper for at have forbud mod at opholde sig i Comanches' klubhus i Brøndby.

I byretten var 20 mænd sat under tiltale. Nogle har opgivet deres anke til landsretten. Men umiddelbart får de ikke noget ud af, at landsretten bedømmer volden anderledes.

Sagen handler om et overfald begået dengang, da handlen med hash i Pusher Street havde en enorm omsætning.

28. april 2023 kørte flere biler med rockere fra Comanches' klubhus mod Christiania. Planen var at gå løs på en medarbejder i den Hells Angels-styrede hashbod "Bedst og Billigst". Manden blev sparket adskillige gange, da han lå ned. Den brutale optræden varede i 30 sekunder.

Men landsretten ser i modsætning til byretten ikke beviser for, at han også blev stukket med en kniv eller spids genstand.

Sanktionen til en enkelt mand stikker ud. 44-årige Lasse Christensen idømmes fængsel i tre år.

Han, der tidligere hed Thorsen til efternavn, blev i 2010 dømt for som daværende medlem af Hells Angels at have likvideret en mand ved Christiania, og han blev prøveløsladt med en reststraf på fem et halvt år.

Landsretten har bestemt, at en del af reststraffen skal udløses. Også han slipper dog langt billigere end i byretten, som i juni 2024 gav ham fængsel i fire år og seks måneder.

En reststraf fra en tidligere dom får ligeledes betydning for 30-årige Semih Muzaffer Köse. Han idømmes en fællesstraf på to år.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek