Greve, 28/04/2026 - 07:11
38-årig mand blev ramt af flere skud i en bil på p-plads i Greve
Politiet søger vidner til en skudepisode, der fandt sted ved Digehuset i Greve mandag aften klokken 23.15.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 38-årig mand blev mandag aften klokken 23.15 ramt af flere skud, da han sad i en bil på en parkeringsplads ved Digehuset i Greve.
Det skriver Vestsjællands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Manden er på hospitalet og er uden for livsfare.
Skuddene blev affyret med pistol af en ukendt gerningsmand. Politiet vil gerne høre fra vidner, der har set noget enten før, under eller efter skyderiet.
Pressetalsmand Thomas Kristensen fortæller til TV 2, at man i løbet af natten har udført tekniske undersøgelser og haft hunde til at afsøge området.
Politiet betragter det ifølge mediet som et drabsforsøg.
/ritzau/




