København, 30/06/2025 - 11:52
Vestas-aktien falder efter mavepuster fra amerikansk lovforslag
Nyeste udkast til lovforslag er ifølge aktieanalysechef en brat afsporing af støtten til landvind i USA.
David Swanson/Reuters
Af: /ritzau/
Vestas sendes ned på børsen mandag, efter at detaljer i det seneste udkast til et amerikansk lovforslag er blevet præsenteret.
Klokken 11.45 falder Vestas-aktien over seks procent.
Udkastet til lovforslaget, som af præsident Donald Trump er blevet kaldt "Big, Beautiful Bill", er i løbet af lørdag og søndag amerikansk tid blevet læst højt i Senatet i USA.
Ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, ligger teksten ikke langt fra det værst tænkelige scenarie for industrien for landvind i USA.
Han skriver i en analyse, at aktien inden mandagens handel ligger på et prisniveau, der nærmest afspejler, at selskabet ikke får flere ordrer i USA.
- Så galt forventer vi ikke, at det går, men vi er meget overraskede over den næsten ekstreme politiske omvæltning for landvindindustrien, som Trump-administrationen er tæt på at lykkes med, skriver Jacob Pedersen i analysen.
- Det ligger reelt ikke langt fra de værst tænkelige scenarier, lyder det videre.
Ifølge aktieanalysechefen indeholder lovforslaget blandt andet et krav om, at vindprojekter skal være "placed in service" senest ved udgangen af 2027 for at få del i den amerikanske støtteordning PTC.
Det bliver ifølge Jacob Pedersen afgørende for aktivitetsniveauet inden for landvind i 2027 og 2028, hvordan "placed in service" bliver fortolket.
Jacob Pedersen anser det som forventeligt, at en stor del af de projekter, som ikke er påbegyndt, før loven vedtages, og ikke realistisk kan være færdige inden 2027, må skrinlægges.
- I den forstand er det en meget brat afsporing af støtten til landvindindustrien, skriver han.
Den amerikanske lovpakke blev lørdag amerikansk tid stemt igennem i en indledende afstemning i Senatet i USA.
Ifølge AP skete det med et snævert flertal i form af 51 stemmer for og 49 stemmer imod.
Dermed skal lovforslaget debatteres i Senatet, hvorefter en afstemning ventes at finde sted tidligst mandag amerikansk tid.
Hvis lovpakken ender med at få endeligt grønt lys i Senatet, vil den blive sendt videre til Repræsentanternes Hus. Her skal der stemmes om den en sidste gang, inden den kan ryge videre til Trump i Det Hvide Hus til godkendelse.
Hver gang lovpakken behandles i henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus, kan der blive ændret i teksten.
Eksempelvis adskiller det nyeste udkast sig flere steder fra et udkast, som i maj blev stemt igennem i Repræsentanternes Hus.
/ritzau/