Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/08/2026 - 19:16

Søren Gade går imod partilinje og vil stemme nej til gødskningslov

Ny gødskningslov, som Venstre vil stemme for, er "tåbelig", mener Søren Gade, der vil stemme imod.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Venstre-profilen Søren Gade har tænkt sig at gå imod sin egen folketingsgruppe torsdag i næste uge.

For her vil han stemme nej til en ny, såkaldt gødskningslov, som Venstre ellers er for.

Det bekræfter han over for TV Midtvest, efter at regionalmediet er kommet i besiddelse af en mail, hvor Gade orienterer om beslutningen til sit bagland i Vestjylland.

- Jeg havde ikke regnet med, det var kommet ud. Men når du spørger, så kan jeg ikke løbe fra de holdninger, jeg har, siger Søren Gade til TV Midtvest.

Søren Gade skriver i mailen til sine partifæller i Vestjylland, at han er "utrolig ked af det", men at han ikke kan "støtte et lovforslag, som er tåbeligt og uden sagligt grundlag, og som river tæppet væk under landmænd og landdistrikter".

Gødskningsloven er et led i den grønne trepart, hvor Venstre er en del af aftalepartierne.

Loven skal beskytte havmiljøet mod udvasket kvælstof fra landbruget.

Lovændringen skal træde i kraft fra 1. januar næste år, og med den nye lov vil der blive strammere krav til, hvordan landbruget må gøde, sådan at vandmiljøet bliver skånet for udvasket kvælstof.

RITZAU

TjekDet - faktatjek