Når en sygdom eller en uventet ulykke slår ned i en familie, kredser omsorgen fra omverdenen naturligt nok om den person, der er blevet ramt.
Men de mennesker, der befinder sig helt tæt på, bliver også udsat for en voldsom belastning - både fysisk og psykisk, og derfor er det vigtigt også at have fokus på dem.
Det siger psykolog Zarah Vedel Høst, der i sit daglige arbejde beskæftiger sig med pårørende hos klinikken Pårørendepsykologerne Forsling og Høst i København.
- Pårørende er i udpræget risiko for selv at udvikle stress, angst og depression, fortæller Zarah Vedel Høst, der bruger udtrykket "sekundært ramt" om de mennesker, hun møder i sin klinik.
At det kan være særdeles udfordrende at være sekundært ramt, afspejler sig i en ny undersøgelse fra organisationen Danske Patienter og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).
- Vi kan se i undersøgelsen, at de pårørende efterspørger hjælp til at være i rollen - ikke at komme ud af den. Men mange savner vejledning i at finde frem til den rette hjælp, eller måske har de ikke overskuddet til selv at finde den, fortæller Johanne Kure, der er chefkonsulent i Danske Patienter.
Hendes tip til dig, der ønsker at støtte en pårørende, er derfor at tjekke op på konkrete tilbud fra patient- og pårørende-foreninger samt deres lokalafdelinger. Formentlig dukker der noget op, som du kan give videre til den pårørende.
I det hele taget er det en fordel at gå lavpraktisk til værks, siger psykolog Zarah Vedel Høst.
- Det er vigtigt ikke at sige: "Du må sige til, hvis du får brug for hjælp". Det er de færreste pårørende, der gør det, og det er ikke altid, man som pårørende ved, hvad man har brug for hjælp til, fortæller hun.
Sørg i stedet for at være superkonkret. Det kan være at tilbyde at kigge forbi og klippe hækken, når du alligevel har været i gang med din egen. Det kan også være, at du siger, at du gerne går med hunden hver torsdag, eller at du på bestemte dage kan hente eller bringe familiens børn.
- Så kan den pårørende sige ja tak eller nej tak, men det er godt at være konkret, siger hun og peger på, at selv de helt små ting kan hjælpe med at aflaste i hverdagen for en ramt familie.
Når det gælder den mentale støtte, råder Zarah Vedel Høst dig til at huske at spørge specifikt ind til, hvordan den pårørende har det, og at være forstående, hvis personen afviser at tale om det.
- Du kan sige: "Jeg er bekymret for, hvordan du har det. Er det okay, at jeg spørger dig om det?", siger Zarah Vedel Høst.
Er der tale om en rigtig god ven, gør hun samtidig klart, at du ikke må forvente, at personen kan bidrage til venskabet på samme måde som før.
- Som ven til en pårørende skal du være opmærksom på, at det er dig, der har ansvaret for at holde relationen ved lige, siger psykologen, der ser en tendens til, at vennerne ofte trækker sig, fordi den pårørende ikke har overskud til at tage initiativ til at ses.
- Vi har en forventning om, at vi skiftes til at tage kontakt, men for mange pårørende er det svært at leve op til, og så får man ikke altid lige svaret på den der sms. Og det betyder, at mange pårørende ender med at føle sig meget ensomme.
Det har derfor stor betydning, at du har et blik for den pårørende.
- Man kan gøre en forskel, også selv om man ikke har en nær relation til vedkommende. For det giver den pårørende en oplevelse af, at omverdenen har min ryg, og at der er nogen, der griber mig, hvis jeg falder, siger Zarah Vedel Høst.
/ritzau fokus/
