København, 25/08/2025 - 09:29
Nye klø til Ørsted efter dårlige USA-nyheder
Ørsted-aktien falder mere end 16 procent oven på nyheden om produktionsstop for havvindparken Revolution Wind.
Af: /ritzau/
Ørsted-aktien får mandag morgen endnu en gang tæv på fondsbørsen, hvor aktien handles 16 procent lavere end ved børsluk fredag.
Det skyldes formentlig, at selskabet natten til lørdag meddelte, at man har fået påbud om at stoppe arbejdet med havvindparken Revolution Wind, der opføres ud for den amerikanske østkyst.
Det er det amerikanske indenrigsministerium, der igennem sit Bureau of Ocean Energy Management (Boem) har indført produktionsstoppet.
Det er uvist, hvordan og hvornår arbejdet vil kunne genoptages. Ørsted skriver i en pressemeddelelse, at man er i dialog med myndighederne med det formål at få byggeriet i gang igen hurtigst muligt.
Revolution Wind består af 65 havvindmøller og er placeret ud for delstaten Rhode Island.
Ifølge Ørsted er alle fundamenterne klar, og 45 af møllerne er færdigmonterede. I bedste fald kan havvindparken allerede sættes i drift næste år.
Guvernørerne for Rhode Island og nabostaten Connecticut har protesteret mod byggestoppet, der begrundes med, at Boem har brug for tid til at undersøge, om projektet truer den nationale sikkerhed.
Præsident Trump har både op til sidste års præsidentvalg og efter sin indsættelse i januar i år gjort klart, at han er modstander af vedvarende energi.
Ørsted-aktien tabte næsten 30 procent af sin værdi, da selskabet for nylig meddelte, at det ville foretage en kapitaludvidelse på 60 milliarder kroner.
Med den nuværende kurs omkring 212 vil Ørsted-aktien have tabt mere end 45 procent af sin værdi siden nytår.
/ritzau/