København, 01/07/2025 - 08:22
Fire ud af fem nye privatbiler i første halvår kørte på el
Private bilkøbere foretrækker i højere og højere grad elbiler. I første halvår endte Teslas Model Y i top tre.
Af: /ritzau/
Elbiler bliver fortsat mere populære blandt bilkøbere.
I første halvdel af 2025 udgjorde elbilerne fire ud af fem af de nyregistrerede biler hos de private brugere. I juni alene var det knap 86 procent.
Det skriver Mobility Denmark i en pressemeddelelse på baggrund af tal fra bilstatistik.dk.
Sammenlagt er der kommet 57.171 nye elbiler på vejene i Danmark i løbet af årets første seks måneder. Det svarer til 63,8 procent af det samlede antal nyregistrerede biler.
I de første seks måneder af 2024 udgjorde elbiler omkring 45 procent af det samlede bilsalg.
- Der var stor efterspørgsel på elbiler i 2024, og vi kan se, at interessen kun er vokset i år, særligt blandt private, der virkelig har taget elbilen til sig, siger Mads Rørvig, som er administrerende direktør i Mobility Denmark, i pressemeddelelsen.
Mens efterspørgslen på elbiler generelt er stigende, har efterspørgslen på mærket Tesla været svingende i årets første halvdel.
I 2024 var Teslas Model Y den klart mest populære bil. Men i årets første måneder faldt populariteten, og i første kvartal var bilen blot den femtemest solgte.
I april var bilen røget helt ud af top ti, før den i maj igen sneg sig med i top tre.
Ilyas Dogru, som er forbrugerøkonom hos bilisternes interesseorganisation, FDM, har tidligere peget på flere mulige forklaringer.
Selskabets topchef, Elon Musk, kan have givet en negativ effekt, mener Ilyas Dogru.
Men en anden vigtig faktor er, at en opdateret version af Model Y er blevet lanceret i Danmark.
Den nye model blev lanceret i marts, men de billigste modeller af bilen bliver først leveret i maj og juni, har han tidligere forklaret.
I hele første halvår endte Teslas Model Y med lidt over 3000 solgte biler som den tredjemest solgte.
/ritzau/