København, 27/06/2025 - 10:24
Fem sundhedsapps får tommel op og anbefales af myndighed
Nævnet for Sundhedsapps anbefaler fem apps, herunder Min Læge og Mine Knogler, som vises på sundhed.dk.
Af: /ritzau/
Nævnet for Sundhedsapps er klar med sine fem første anbefalinger til sundhedsapps.
Det drejer sig om de fem apps Min Læge, Mine Knogler, Stress Autism Mate, Hedia Diabetes Assistant og SelfBack.
Det skriver nævnet i en pressemeddelelse via Lægemiddelstyrelsen, som nævnet hører under.
De apps, som nævnet udvælger, vil blive vist på en liste over anbefalede apps på sundhed.dk.
En liste over apps, som er anbefalet af nævnet, skal give borgere et bedre overblik.
Det kan med nævnets egne ord "være et værdifuldt bidrag i behandlingen, når borgeren er i kontakt med sundhedsvæsenet, men også til forebyggelse og til bedre sundhed på borgerens eget initiativ".
Nævnets formand, koncerndirektør i Region Hovedstaden, Erik Jylling, siger i pressemeddelelsen, at anbefalingerne skal "vise brugerne vej til et værdifuldt supplement til de eksisterende tilbud i sundhedssektoren".
- Det taler samtidig ind i vores overordnede målsætning om at bidrage til, at ny teknologi kan styrke hele sundhedssektoren og borgernes mulighed for at mestre egen sygdom og sundhed, lyder det.
Nævnet for Sundhedsapps er nedsat af indenrigs- og sundhedsministeren. Det er som en del af regeringens digitaliseringsstrategi fra november 2023.
Det fungerer sådan, at leverandører af sundhedsapps kan ansøge hos nævnet.
De skal leve op til en række kriterier: evidens for effekt, brugervenlighed, rimelighed i pris og samfundsværdi.
/ritzau/