Palm Beach, 31/03/2026 - 01:52
Trump får lufthavn i Florida opkaldt efter sig
Palm Beach International Airport skal efter planen hedde President Donald J. Trump International Airport.
Af: /ritzau/Reuters
Ron DeSantis, som er guvernør i den amerikanske delstat Florida, har mandag sat sin underskrift på en lov, der omdøber lufthavnen Palm Beach International Airport til President Donald J. Trump International Airport.
Før lufthavnens navn officielt kan blive ændret, skal der indsendes en formel anmodning til lufthavnsmyndigheden Federal Aviation Administration (FAA).
Myndigheden skal så behandle ændringen i forskellige flyve- og navigationsdatabaser, og lufthavnens skilte skal udskiftes.
Trump, som er født i New York, boede i en penthouselejlighed i skyskraberen Trump Tower i New York City, inden han i 2019 flyttede til Florida.
Her har han siden haft sin primære bopæl på resortet Mar-a-Lago. Det ligger i West Palm Beach.
I sidste uge fremsatte Brian Mast, som er republikansk medlem af Repræsentanternes Hus i Kongressen, et forslag om at ændre trebogstavskoden for Palm Beach International Airport fra PBI til DJT, som er Trumps initialer.
Lufthavnen vil blive det seneste ud af en række bygninger, institutioner og krigsskibe, som får den amerikanske præsidents navn.
Sidste år godkendte Florida desuden en plan om at donere en ejendom i centrum af storbyen Miami til at være Trumps såkaldte præsidentbibliotek.
/ritzau/Reuters




