København, 05/05/2025 - 05:00
Usikkerhed truer Danmarks videnskabelige bånd til USA
En ny analyse fra DI viser, at USA er det land, der bidrager til flest videnskabelige publikationer i Danmark.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Politisk usikkerhed i forhold til finansiering af universiteter og forskning i USA kan forstyrre et ellers velsmurt dansk-amerikansk samarbejde.
Det fremgår af en ny analyse fra Dansk Industri (DI).
Ifølge analysen er USA det enkeltstående land, som forfattere fra danske organisationer udgiver flest publikationer sammen med.
I 2024 havde over 10.000 publikationer af forfattere i danske organisationer medforfattere fra amerikanske organisationer. Det svarer til cirka en ud af fem.
Særligt inden for sundhedsvidenskab, naturvidenskab og teknik bidrager amerikanerne.
DI's analyse kommer i en tid, hvor USA's præsident, Donald Trump, har lagt sig ud med betydningsfulde amerikanske universiteter som Harvard og Columbia.
Institutionerne skal slå ned på antisemitisme, skrotte hensyn til race og køn og kontrollere udenlandske studerende, mener præsidenten. Ellers risikerer den økonomiske støtte at ryge.
Netop i usikre tider er det vigtigt at bibeholde de stærke samarbejdsrelationer, mener underdirektør i DI Mikkel Haarder.
- Vi er dybt sammenvævet med amerikansk forskning omkring natur- og sundhedsvidenskab, og vi har brug for hinanden.
- Samarbejdet mellem forskere i Danmark og USA er helt afgørende for vores virksomheder, men også for mange amerikanske virksomheder, siger han.
Mikkel Haarder kalder det "ærgerligt", hvis de stærke og historiske forskningsmæssige relationer bliver afbrudt eksempelvis på grund af manglende finansiering.
- Vi skal sikre os, at vi kan tiltrække de bedste udenlandske forskere til landet for at styrke vores ende af det internationale forskningssamarbejde, siger han.
For uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) understreger analysen, at samarbejdet mellem danske og amerikanske forskere er "ekstremt vigtigt".
- USA er hjemsted for nogle af verdens allerbedste universiteter og verdens stærkeste forsknings- og innovationsmiljøer. Det giver også Danmark et stærkt udgangspunkt som forskningsnation på den internationale scene, siger hun.
Forandres forskningspolitikken i USA, er det uundgåeligt, at det får konsekvenser i Danmark, siger ministeren.
Men det er samtidig vigtigt, at Danmark og Europa værner om den akademiske frihed og ikke lægger under for pres om eksempelvis særlige ansættelsespolitikker.
- Vores grundlæggende værdier er ikke til forhandling. Det står vi fast på, også selv om det måtte koste på samarbejde og bevillinger, siger Egelund.
/ritzau/