Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/03/2026 - 17:22

Fald i sølvpris holder Pandora i grønt som eneste aktie i presset C25

Krig i Mellemøsten og oliepris påvirker det danske C25-indeks, som torsdag er lukket med minus på 2,5 procent.

Af: /ritzau/

Det er rødt over det meste af linjen i C25-indekset, som torsdag eftermiddag er lukket med et fald på 2,51 procent.

Det står klart ved børsluk torsdag eftermiddag.

Den eneste aktie, der holder sig oven vande, er smykkevirksomheden Pandora.

Bevægelserne i Pandoras aktie, der ved børslukket er steget med 0,96 procent, hænger sammen med et mærkbart fald i sølvprisen, skrev finansmediet MarketWire tidligere på dagen.

Pandora har ellers i længere tid været udfordret af stigende priser på guld og sølv.

Men torsdag faldt sølvprisen, og Pandora-aktien steg.

Til gengæld sender et fald på 6,83 procent Rockwool helt ned i bunden af C25.

Rockwool, som laver isoleringsmateriale, er en energitung virksomhed, og de er ramt af stigende gaspriser.

Aktieanalysechef hos AL Sydbank Jacob Pedersen siger dog til MarketWire, at det ikke er en helt rimelig reaktion, fordi Rockwool har sikret sig fast pris på gas i lang tid fremover.

Han siger til finansmediet, at presset på aktieindekset udspringer af begivenhederne i Mellemøsten og den stigende pris på olie.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek