Tirana, 16/05/2025 - 10:43
EU-Kommissionen forbereder nye sanktioner mod Rusland
Presset på Rusland skal øges med nye sanktioner for at få reelle fredsforhandlinger, siger Kallas.
Af: /ritzau/
EU-Kommissionen er ved at forberede den næste sanktionspakke mod Rusland.
Det siger EU's udenrigschef, Kaja Kallas, på vej ind til mødet i European Political Community (EPC) i Albaniens hovedstad, Tirana, fredag.
Sanktionerne skal være med til at presse Rusland til reelle fredsforhandlinger:
- Det er tydeligt, at Rusland ikke ønsker fred.
- Det er vigtigt, at verden nu indser, at Rusland ikke er seriøs omkring fred. Rusland spiller et spil, siger Kaja Kallas.
Der var i denne uge et spinkelt håb om, at fredsforhandlinger på højeste niveau kunne komme i gang, efter at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, erklærede sig klar til at mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Tyrkiets hovedstad Istanbul.
Også USA's præsident, Donald Trump, erklærede sig klar til at møde op til fredsforhandlinger i Istanbul.
I sidste ende valgte Putin dog at blive væk. Den tomme stol har gjort det lettere for de europæiske ledere at pege på Putin som årsagen til, at der fortsat ikke er fred.
Rusland var ansvarlig for at starte krigen, landet vil ikke indgå en våbenhvile, og Putin vil ikke engang deltage i et møde med Zelenskyj og Trump, lyder kritikken.
Ifølge Natos generalsekretær, Mark Rutte, ligger hele presset for fred nu på Putins skuldre.
- Putin lavede en fejl ved at sende en delegation på lavt niveau til forhandlingerne i Tyrkiet frem for selv at møde op. Putin ved godt, at han har lavet en stor fejl, siger Mark Rutte.
Han fremhæver, at Zelenskyj mødte op i Tyrkiet og samtidig - i modsætning til Putin - har erklæret sig klar til en 30 dages våbenhvile.
Det budskab håber europæiske ledere, snart vil trænge igennem hos Trump, så USA måske vil gå med til at øge sanktionerne mod Rusland i et forsøg på at presse Putin til forhandlingsbordet.
/ritzau/