Nuuk, 22/07/2026 - 17:12
Grønland iværksætter proces med at hjemtage kriminalretten
Ekspertgruppe skal blandt andet se på, om der skal fastsættes rammer for foranstaltninger i Grønland.
Af: /ritzau/
Den grønlandske regering, Naalakkersuisut, igangsætter processen med at hjemtage kriminalretten.
Det skriver Departementet for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling i Grønland i en pressemeddelelse onsdag.
Processen sættes i gang, efter at regeringen har fået bred politisk opbakning til det, lyder det i pressemeddelelsen.
Der er blevet nedsat en ekspertgruppe, der skal understøtte arbejdet med at hjemtage kriminalretten.
Sideløbende med ekspertgruppens arbejde vil den grønlandske regering indlede forhandlinger med myndighederne i Danmark om en overdragelsesaftale.
Ekspertgruppen skal også vurdere, hvordan en række ønsker til ændringer af kriminalretten kan indarbejdes.
Blandt andet skal der tages stilling til, om der skal fastsættes rammer for, hvilke sanktioner der idømmes for bestemte forbrydelser.
I den nuværende kriminallov for Grønland nævnes straf ikke - i stedet skrives der om foranstaltninger.
Kriminalloven indeholder heller ikke strafferammer.
Domstolen vælger således den foranstaltning, der er bedst egnet til at sikre, at den kriminelle ikke begår ny kriminalitet.
Grønlands selvstyrelov indebærer, at Grønland kan beslutte at overtage en række ansvarsområder.
Som det er nu, reguleres retsplejen i Grønland - herunder blandt andet politi, domstole og Grønlands Fængsler - af Folketinget.
RITZAU




