København, 04/07/2025 - 14:46
Gummigranulat var årsag til prekær dopingsag i Norge
Antidoping Norge og Norges Fodboldforbund har forklaret, at gummigranulat førte til otte positive prøver.
Javad Parsa/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
For en god måneds tid siden opstod der dybe panderynker i norsk fodbold. Efter en kamp mellem LSK Kvinner og Vålerenga i april afleverede otte spillere på tværs af de to hold dopingprøver indeholdende spor af stoffet DMBA.
Men nu er årsagen til miseren kommet frem efter en nærmere undersøgelse.
På et pressemøde fredag har Antidoping Norge og Norges Fodboldforbund (NFF), som har undersøgt sagen, fremlagt resultaterne af undersøgelsen, skriver NTB.
I samme øjeblik pressekonferencen startede, udsendte Lillestrøm-klubben LSK, som var hjemmehold i kampen, en pressemeddelelse.
- Der er blevet udført laboratorieanalyser af gummigranulatet i LSK-hallen, som afslørede rester af DMBA, skriver klubben.
- Fundet bekræfter, at ingen af spillerne har indtaget et forbudt stof, hverken bevidst eller uagtsomt, og dette understøtter den hypotese, som klubberne har haft hele tiden - nemlig at spillerne er uskyldige.
Kun en enkelt af de otte test indeholdt mængder over den tilladte grænseværdi, men Antidoping Norge har nedlagt påstand om, at alle otte spillere skal frifindes i dopingsagen.
DMBA er et syntetisk stof, som stimulerer centralnervesystemet.
Gummigranulat på kunstgræsbaner har været et stort tema de senere år, da forskning konkluderede, at mikroplasten indeholdt skadelige stoffer for både miljøet og mennesker. Det førte til nye regler i EU.
Fra oktober 2031 bliver kunstgræsbaner med gummigranulat ulovlige i EU. Norge er dog ikke medlem af EU.
Ifølge Antidoping Norge og NFF udgør gummigranulatet ikke en sundhedsrisiko for brugerne af banerne. Alligevel anbefaler NFF, at alle kampe og konkurrencer på kunstgræs fremover afvikles udendørs.
Det sker af hensyn til dopingreglementet, ikke sundhedsrisici, slår forbundet fast. Man kan fortsat godt træne indendørs på underlaget, mener NFF.
LSK har indtil videre lukket hallen, hvor holdet normalt træner og spiller sine kampe.
I Danmark spiller Silkeborg og FC Nordsjælland i Superligaen på kunstgræsbaner med gummigranulat.
/ritzau/