København, 25/05/2025 - 21:17
Dansk stortalent får helterolle i portugisisk pokalfinale
Conrad Harder afsluttede sæsonen med manér, da han var med til at afgøre pokalfinalen for Sporting.
Pedro Rocha/Reuters
Af: /ritzau/
Den unge danske angriber Conrad Harder blev hovedperson i den portugisiske pokalfinale søndag aften.
Efter 1-1 i den ordinære spilletid skulle opgøret mellem de to ærkerivaler Sporting og Benfica afgøres i forlænget spilletid, og her slog den tidligere FC Nordsjælland-spiller til.
Med et kraftigt afsæt steg han op, spændte kroppen og stangede bolden i kassen efter et forrygende indlæg fra venstre side af banen.
På den måde sørgede Conrad Harder for, at Sporting kom foran med 2-1, inden han serverede bolden for Trincao, som lukkede kampen til 3-1.
Conrad Harder kunne derefter fejre trofæet med sin landsmand Morten Hjulmand, der er anfører i Sporting
Den 20-årige angriber skiftede til Sporting sidste sommer efter at have spillet 41 kampe for FC Nordsjælland med ni mål til følge.
Det kan lyde som en forholdsvis beskeden statistik, men portugiserne så potentialet, og Conrad Harder har spillet en flot første sæson i Portugal, hvor han hovedsageligt har været brugt som farlig indskifter.
I alt har han spillet 46 kampe og scoret ti mål.
Præstationerne har været så bemærkelsesværdige, at Conrad Harder fik landsholdsdebut i marts.
Det er anden gang i sæsonen, at Sporting løfter et trofæ. Klubben sikrede for nylig det portugisiske mesterskab.
/ritzau/